Forsvarschefen og Rigspolitichefen på fælles besøg i Afghanistan

Afghanistan får med udgangen af 2014 det fulde ansvar for landets sikkerhed. For den danske forsvarschef, general Peter Bartram, har besøget derfor især handlet om at sikre sig, at de afghanske sikkerhedsstyrker er inde i en god udvikling. Ud over samtaler med de udsendte danskere, har cheferne ført samtaler med en lang række højtstående ledere i Afghanistan.

- Ved mine møder og samtaler har det alle steder været opfattelsen, at de afghanske sikkerhedsstyrker vil få den nødvendige styrke og evne til at løse landets fremtidige sikkerhedsopgaver, siger Peter Bartram.

Forsvarschefen har blandt andet ført samtaler med chefen for den internationale koalition i Afghanistan (ISAF), general John Allen, samt den afghanske forsvarschef general Sher Mohammad Karimi.

- Vurderingen er, at de afghanske sikkerhedsstyrker i stadig stigende grad på egen hånd kan håndhæve sikkerheden i store dele af Afghanistan, og gribe ind de steder hvor uro eller modstand måtte kræve det.
Den fortsatte danske indsats skal i de kommende to år understøtte denne positive udvikling, siger generalen.

En stor oplevelse
Den danske rigspolitichef har ikke tidligere været i Afghanistan. Det blev en stor oplevelse - ikke mindst at møde de danske politifolk langt fra Danmarks grænser.

- Det er min første tur til Afghanistan, og jeg er umådelig stolt af den indsats, som vores danske politifolk udfører med at uddanne det afghanske politi. Samarbejdet med de danske styrker er særdeles godt, og vi ville ikke have kunnet løse vores opgave uden dem, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Dagens Gossip