Forsvarschefen: Superstjerne må ikke få al opmærksomhed

Skrevet af admin

09/12/2014

Dagens topnyheder

Cristina Neagus kanonskud vækker respekt på det danske hold, men samtidig skal danskerne sørge for ikke at rette al fokus på den verdensstjernen i EM-kampen mod Rumænien tirsdag aften.

Sådan lyder det fra den danske forsvarsstyrmand Pernille Holmsgaard, der ser frem til en solid udfordring med at stoppe målslugeren fra Buducnost, samtidig med, at man ikke taber de øvrige rumænere af syne.

- Det bliver en stor opgave, men vi skal samtidig sørge for ikke at have for meget fokus på hende, så vi får dækket over hele banen, siger Holmsgaard.

- Det handler om at få "pakket" forsvaret over til den side, hvor Neagu spiller, og det bliver nok Louise Svalastog, der sammen med backen skal holde styr på hende.

Ud over udfordringen med at lukke ned for den rumænske venstre back, skal Holmsgaard også koncentrere sig om at optimere det nye samarbejde med Svalastog.

De to dannede forsvarsduo for første gang mod Ukraine, og Holmsgaard er tilfreds trods nogle skønhedspletter undervejs.

- Det er helt naturligt, at der vil opstå nogle fejl, når det er første gang, vi spiller sammen. Det vidste man næsten på forhånd.

- Vi havde haft én træning sammen før den første kamp, så det skal nok blive bedre hurtigt. Set i lyset af, hvor hurtigt det er gået, synes jeg, at vi kan være godt tilfredse, siger Holmsgaard.

Først og fremmest handler det om, at de to spillere skal vænne sig til hinanden og makkerens handlemønster.

- Det er svært at forklare, men det handler om at få følelsen af hinanden. Følelsen af, hvor vi står i forhold til hinanden, og hvor langt der er hen til min makker, forklarer Pernille Holmsgaard.

Danmark og Rumænien mødes klokken 18.15 tirsdag aften.

/ritzau/