Forsvarschefer skal diskutere Syrien

Hvor det syriske styre efter angrebet pure afviste, at et nervegasangreb havde fundet sted, bragte syrisk stats-TV lørdag et indslag, der beskylder oprørere for at stå bag det omtalte nervegasangreb. Her hævdes det også, at regeringssoldater for nylig fandt kemiske stoffer i en tunnel til Damaskus-forstaden Jobar, hvor nogle oprørere havde gemt sig.

Lederen af oppositionskoalitionen Syrian National Coalition (SNC), Ahmad al-Jarba, og lederen af oprørshæren Free Syrian Army (FSA), Salim Idriss, afviste lørdag på en pressekonference i Istanbul i Tyrkiet, at oprørere havde brugt kemiske våben.

På pressekonferencen sagde Salim Idriss, at oprørerne ville svare igen på angrebet, men ikke med »lignende forbrydelser«, mens Ahmad al-Jabra sagde, at hovedårsagen til angrebet var det internationale samfunds, især de vestlige landes, passivitet i forhold til at gribe ind for at beskytte den syriske befolkning.

Forsvarschefer fra Tyrkiet, Saudi-Arabien, Qatar, USA, Storbritannien, Frankrig og Italien skal i de kommende dage mødes til en konference i Jordan for at diskutere, hvordan man forhindrer den to et halvt år lange borgerkrig i Syrien i at sprede sig til nabolandene i regionen. Konferencen, der starter søndag og varer to dage, har været planlagt i nogen tid. Mødet mellem forsvarscheferne har imidlertid fået mere presserende karakter efter det formodede nervegasangreb, der ifølge nye oplysninger fra Læger uden Grænser har kostet 355 mennesker livet, mens oprørere i området beretter om helt op til 1.300 dræbte.

Tre syriske hospitaler modtog ifølge Læger uden Grænser på under tre timer onsdag omkring 3.600 patienter med neurotoksiske symptomer. Denne type symptomer opstår som følge af påvirkning fra stoffer, der skader hjernen og nervesystemet. De kan være opstået efter et formodet angreb med det kemiske våben nervegas, men det er endnu ikke bekræftet, at det var tilfældet.

Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, sagde ifølge nyhedsbureauet AFP lørdag. at det syriske regime vil give FN-inspektører tilladelse til at besøge stedet, der formodes at være blevet angrebet med kemiske våben.

Nyhedsbureauet IRNA citerer udenrigsminister Mohammad Javad Zarif for at sige, at han har konfereret med Syriens udenrigsminister, Walid Muallem, via telefon. Iran og Syrien er tætte allierede, men oplysningerne om, at den syriske regering vil samarbejde med FN-inspektørerne, der allerede opholder sig i Damaskus, om at sikre FNs adgang Damaskus-forstaden, er ikke blevet bekræftet af det syriske styre.

USAs forsvarsminister, Chuck Hagel, antydede på det kraftigste fredag, at det amerikanske militær positionerer flådestyrker og holder et ekstra krigsskib i Middelhavet i forventning om en beslutning fra præsident Barack Obama om at beordre en militæraktion i Syrien.

Kilder fra amerikanske og allierede europæiske efterretningstjenester har indledningsvist vurderet, at syriske regeringsstyrker rent faktisk har gjort brug af kemiske våben i angrebet, sandsynligvis med accept fra højeste niveau i den syriske regering.

Dagens Gossip

Dagens TV