Forsvarskolleger roser Sviatchenko-erstatning

Skrevet af admin

18/02/2016

Dagens topnyheder

I kølvandet på Erik Sviatchenko-salget til Celtic i januar blev Nikolay Bodurov hentet til FC Midtjylland på en lejeaftale. I de første par træningskampe har bulgareren givet et godt indtryk til sine kolleger i bagkæden.

Kian Hansen, der tidligere dannede central forsvarsduo med Sviatchenko - "Kianchenko" yndede duoen at omtale sig selv - roser Bodurov for at være faldet hurtigt til.

- Makkerskabet har fungeret fint indtil videre. Der er nogle startproblemer, men det er vi ved at komme efter, og vi er allerede ved at få et godt makkerskab op at køre.

- Vi snakker om, hvordan vi hver især gør tingene, og så skal vi løbende afstemme, hvordan vi fælles forsvarer her i Midtjylland. Vi matcher hinanden rigtig godt, selv om vi er lidt den samme type, siger Kian Hansen.

Bodurov får formentlig officiel debut for midtjyderne i torsdagens Europa League-kamp mod Manchester United i Herning.

Højrebacken André Rømer mener, at bulgareren minder en del om forgængeren Sviatchenko.

- Han er en stærk spiller, selv om han ikke er vanvittig høj. Han minder faktisk lidt om Erik, og han er også god på bolden, så han skal nok blive en vigtig spiller for os i foråret.

- Jeg tror på, at forsvaret nok skal blive lige så godt som tidligere, siger André Rømer.

Mens DM-guldet i sidste sæson blev sikret med en bagkæde, der ofte var rent dansk, er både Bodurov og tjekkiske Filip Novak nu en del af forsvarskæden. Det har dog ikke givet større problemer i kommunikationen.

- Kommunikationen har ikke været noget problem i træningskampene. Både Filip og Nikolay kan engelsk.

- Vi har også udenlandske spillere længere fremme på banen, så vi har været vant til at kommunikere nogle ting på engelsk, siger Kian Hansen.

/ritzau/