Forsvarsleverandøren Terma holder skansen

Omsætningen i Terma A/S endte i perioden primo marts 2012 til ultimo februar 2013 på 1.140 millioner kroner, hvilket er 200 millioner mindre end året før, mens resultatet endte på 29 millioner kroner - en halvering i forhold til foregående regnskabsperiode.

Ledelsen noterer sig da også, at de økonomiske konjunkturer gør sit til at holde forsvarsindustrien i skak.

»Markederne i Europa og USA er fortsat påvirket af besparelser i landenes forsvarsbudgetter. Dertil kommer »sequestration« i USA (de politisk betændte budgetbeslutninger, red.), der på den korte bane betyder yderligere besparelser i forsvarsbudgetter samt forsinkelser i igangværende projekter,« skriver Terma-ledelsen i regnskabet og tilføjer:

»Denne situation medfører forlængede beslutningsprocesser hos vores amerikanske og europæiske kunder samt en øget konkurrence og større usikkerhed for, hvornår nye kontrakter kan indgås.«

Heldigvis kan ledelsen se frem med ro i sjælen, da ordreindgangen i perioden har været stærk - faktisk næsten dobbelt så høj som året før.

Terma er da også begunstiget af den slags samarbejdsaftaler, der ofte skal være med til at lokke ét lands politikere til at vælge ét andet lands forsvarsprodukter. Det danske forsvar står fortsat foran at skulle vælge et nyt kampfly, samtidig har Terma fået kontrakt på at konstruere visse dele til Joint Strike Figther-flyet F-35.

Ikke alt hvad Terma rører ved, har noget at gøre med våben. Terma sælger blandt andet også advarselslamper til vindmøller - og det af den slags, der selv finder ud af, om der er et fly i nabolaget, og om det derved skal tænde for advarselslyset. Sikkert til stor glæde for nærmeste naboer.

Terma har i omegnen af 1.000 medarbejdere. Hovedkvarteret ligger i Aarhus-forstaden Lystrup, mens det har produktionsanlæg og kontorer i en række andre byer og lande.

Dagens Gossip