Forsvarsminister: IS-krigere kan ende ved dansk domstol

Skrevet af admin

12/04/2016

Mest læste i dag

Sandsynligheden er lille, men det kan ske, at en IS-kriger fra Syrien eller Irak skal retsforfølges i Danmark. Hvis danske soldater tager fanger under konflikten, kan fangerne ende for en dansk domstol.

Sådan lyder meldingen fra forsvarsminister Peter Christensen (V) i et svar til Folketinget, og over for Ritzau uddyber han:

- Det er meget lidt sandsynligt af den grund, at sandsynligheden for overhovedet at have tilbageholdte er lille, når man ser på de opgaver, vores soldater skal udføre – som det ser ud lige nu. Skulle det ske, at danske soldater må tage fanger, må man vurdere det fra sag til sag, siger han.

Forsvarsministeren opridser en række mulige scenarier: blandt andet at lave en udleveringsaftale med Irak eller at frigive de tilbageholdte.

- Hvis det er en dansk statsborger, der er IS-kriger, og som har skudt en dansk soldat, så vil det naturlige være at retsforfølge vedkommende i Danmark, siger Peter Christensen.

- I det scenarie ønsker vi at stille vedkommende til ansvar i det danske retssystem. For at kunne gøre det, skal der være et brud på dansk ret og lovgivning. Men det er et scenarie, der er meget lille sandsynlighed for, understreger han.

Folketingssvaret er afgivet i forbindelse med forslaget om at sende danske styrker i kamp mod Islamisk Stat (IS). Der tegner sig på forhånd et bredt flertal i Folketinget for at sende 60 jægersoldater og syv kampfly af sted.

Dansk Folkeparti støtter forslaget, men forsvarsordfører Marie Krarup vil ikke acceptere, at IS-krigere kan blive retsforfulgt herhjemme.

- Det giver simpelthen ingen mening, og det danske retssystem er slet ikke sat i verden for at håndtere den slags. Det må være muligt at udlevere fanger til andre lande, hvad enten det er koalitionspartnere eller Irak, siger hun til Radio24syv.

Politiets Efterretningstjeneste vurderer, at mindst 135 personer er eller har været udrejst til Syrien og Irak, og at de primært tilslutter sig militante islamistiske grupper - i de fleste tilfælde Islamisk Stat.

/ritzau/