Forsvarsminister presser på for Guantánamo-lukning

Skrevet af admin

29/02/2016

Dagens topnyheder

Den amerikanske kongres bør give grønt lys til, at fanger i Guantánamo-fangelejren i Cuba kan blive overført til fængsler på amerikansk jord.

Det mener USA's forsvarsminister, Ash Carter, der mandag opfordrede Kongressen til at tillade sådanne overførsler for at fremme lukningen af det militære fængsel.

Opfordringen kommer, efter at præsident Barack Obama i sidste uge præsenterede en plan for lukningen af den kontroversielle lejr, hvor der i dag sidder 91 fanger, blandt andre fem af de mistænkte bag angrebet på World Trade Center i 2001.

På et pressemøde i Pentagon mandag siger Ash Carter, at han håber, at Kongressen vil se "positivt" på planen, eftersom at "dette (Guantánamo) vil være en god ting ikke at give videre til en ny regering" med henvisning til præsidentvalget 8. november.

Allerede på en af sine første dage som præsident i 2009 underskrev Obama et dokument om, at han ville lukke det militære fængsel inden for et år.

Præsidenten er dog stødt på massiv modstand fra især Republikanerne, som ikke ønsker, at indsatte i Guantanamo skal overføres til fængsler i USA.

Det anslås ifølge AFP, at det koster cirka tre milliarder kroner om året at holde Guantánamo-fangelejren kørende. Det betyder, at det koster mere end 30 gange så meget at have en fange i Guantánamo, som det koster at have en fange i de mest sikre fængsler i USA.

/ritzau/dpa