Forsvarsministeren talte usandt om afghanske tolke

Danmark har i Afghanistan benyttet sig af minimum syv tolke fra Helmand-provinsen. Det kan TV 2 Nyhederne i aften dokumentere.

Hidtil har forsvarsminister Nick Hækkerup (S) ellers understreget, at Danmark ikke har benyttet sig af tolke fra lokalområdet.

TV 2 Nyhederne kan i aften afdække, hvordan Danmark har benyttet minimum syv tolke, der alle stammer fra Helmand-provinsen.

To af tolkene arbejder fortsat for Danmark.

I et interview med TV 2 Nyhederne forklarer en af tolkene, der var i dansk tjeneste fra 2007 til 2009, at han er uforstående over for forsvarsministerens udtalelser.

- Jeg ønsker at sige det direkte til hans ansigt: Jeg er fra Helmand. Hvis du vil se mine identifikationspapirer, har jeg dem. Jeg er født i Helmand og vokset op i Helmand, siger tolken, der medvirker anonymt.

Tolken deltog blandt andet, når danske soldater gik patruljer i Helmand og er fortsat tilknyttet den internationale ISAF-styrke i Afghanistan. Dermed har han arbejdet blot få kilometer fra sit hjem i Helmands provinshovedstad Lashkar Gah.

Tidligere har Nick Hækkerup ellers fremhævet, at Danmark netop ikke har benyttet sig af tolke fra samme lokalområde for at mindske risikoen for, at de vil blive genkendt.

Det påpegede forsvarsministeren blandt andet i et interview med TV 2 Nyhederne 12. februar i år.

Dagens Gossip