Forsvarsministeriet: Søren Gade skal ikke afhøres i retten

Skrevet af admin

18/07/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke umiddelbart på programmet at få afhørt den tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) i Østre Landsret under et retsmøde i november.

Det oplyser Forsvarsministeriets advokat lørdag til Ritzau.

Ønsket om afhøringen af den tidligere minister kommer fra advokat Christian Harlang, der repræsenterer 23 irakere.

De 23 blev taget til fange af danske soldater i Irak i 2004 og overgivet til irakiske myndigheder.

Fordi de blev udsat for tortur, kræver de hver en godtgørelse på 60.001 kroner. Forsvarsministeriet er ansvarlig for de overgreb, de blev udsat for, hævder de.

Retssagen er ved at blive tilrettelagt, og i den forbindelse er der aftalt et retsmøde 9. november.

- På dagsordenen er at få drøftet den videre forberedelse, siger advokat Peter Biering fra Kammeradvokaten. Han fører ordet for Forsvarsministeriet.

Peter Biering siger, at han ikke kan forestille sig, at en afhøring af Søren Gade kommer til at ske i november.

Forsvarsministeriet påstår, at de 23 irakeres sag er forældet. Dette emne bør landsretten isolere og afgøre først, mener ministeriet.

Og det er netop Forsvarsministeriets forventning, at landsdommerne efter retsmødet i november kan tage stilling til processens køreplan.

I et indlæg til landsretten skriver advokat Christian Harlang, at de danske myndigheders kendskab til forholdene i de irakiske fængsler dengang i 2004 er et meget væsentligt spørgsmål.

Derfor ønsker han Søren Gade afhørt - og "meget gerne" i forbindelse med retsmødet 9. november. Det kan klares på i alt cirka fire timer, mener han. Men nu skal landsretten tage stilling til anmodningen om afhøringen.

De danske myndigheder har under sagen kørt et taktisk spil og systematisk undladt at fremlægge oplysninger, mener advokaten.

Netop danske soldaters håndtering af fanger under Irakkrigen har de seneste dage fået stor omtale. Centrale oplysninger er blevet væk i Forsvaret, har Politiken blandt andet afsløret.

Spørgsmålet om fangerne indgik i den opgave, som en kommission havde fået. Men den nye Venstre-regering har besluttet at stoppe kommissionens arbejde.

Imidlertid vil Forsvarets Auditørkorps nu undersøge, om der er baggrund for en undersøgelse af håndteringen af de irakiske fanger.

/ritzau/