Forsvarsordførere: Radar i stedet for F-16-fly i Irak

Skrevet af admin

22/08/2015

Dagens topnyheder

De nedslidte F-16-fly får ikke en ekstra tur på vingerne, når det skal besluttes om det danske bidrag til koalitionen mod Islamisk Stat (IS) i Irak skal forlænges.

Det blev forsvarsordførerne fra partierne bag forsvarsforliget enige om fredag, da de diskuterede forsvarets bidrag til Irak-missionen, skriver Berlingske.

Støtten til koalitionen er dog ikke væk hos forsvarsordførerne, der stadig er enige om et dansk bidrag.

De ønsker i stedet, at Danmark bidrager med Flyvevåbnets mobile radar.

Den skulle være efterspurgt af amerikanerne, da den kan erstatte to amerikanske Awacs-fly, som overvåger lufttrafikken over Irak og Syrien, hvor IS holder til.

Danmark har flere gange tidligere sendt radar-bidrag til Afghanistan, hvor de danske radar-enheder blandt andet har pejlet fjendtlige missiler og kontrolleret luftrummet for at støtte civile og militære fly.

Det er ventet, at et flertal i Folketinget, i slutningen af august eller begyndelsen af september, siger ja til en forlængelse af indsatsen mod Islamisk Stat.

Det ændrede bidrag har stået i kortene, efter de danske F-16-flymekanikere har appelleret til de danske partiledere og advaret dem mod at forlænge missionen.

Ifølge dem er F-16-flyene nedslidte, personalet er stresset, og der findes ikke uddannet arbejdskraft, der vil kunne erstatte det nuværende udsendte hold, hvis indsatsen forlænges.

Flere politiske partier har efter mekanikerens appel givet udtryk for, at indsatsen skulle ændres. Efter mødet fredag ser det nu ud til at være en realitet.

/ritzau/