Forsvarspersonel kan aflaste politiet med grænsekontrol

Skrevet af admin

04/01/2016

Dagens topnyheder

400 ansatte fra Forsvaret kan aflaste politiet med bevogtningsopgaver, mens der er grænsekontrol, oplyser integrationsminister Inger Støjberg (V) til DR Nyheder.

- Det er rigtigt, at vi nu går i gang med at uddanne forsvarspersonel, der skal kunne bistå politiet med grænsekontrol.

- Det er for at undgå at trække alt for meget på politiet, for når man tager betjente ud til midlertidig grænsekontrol fra forskellige politikredse, så mangler de i deres daglige beredskab, siger Støjberg til DR Nyheder.

Regeringen valgte mandag at indføre midlertidig grænsekontrol til Tyskland som modsvar til, at Sverige har indført id-kontrol ved den dansk-svenske grænse.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er 200 personer fra Forsvaret allerede ved at blive uddannet i at kunne varetage opgaverne med grænsekontrol.

Grænsekontrollen vil i første omgang vare i 10 dage. Derefter vil den kunne forlænges, hvis der er behov for det.

Efter de først 10 dage kan grænsekontrollen forlænges i yderligere 20 dage, og den periode vil også kunne forlænges, har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtalt tidligere mandag.

Uddannelsen af Forsvarets folk til opgaven vil tage et par uger, oplyser Støjberg.

- De skal bistå politiet og blive en del af den grænsekontrol, der skal pågå længere frem. Det kræver, at man får lidt uddannelse i det, siger Støjberg.

Dansk Folkeparti hilser initiativet velkommen, oplyser udlændingeordfører Martin Henriksen til Ritzau.

- Det er oplagt, at kommer man i en situation, hvor politiet er presset, og der er vi sådan set allerede, at så begynder man at tænke både Forsvaret og Hjemmeværnet ind i højere grad end hidtil, siger han.

I første omgang skal Forsvarets personel hjælpe med bevogtningsopgaver ved grænsen. Men det kan også komme på tale, at Forsvaret skal stå på selve grænsen.

Det har Martin Henriksen fået at vide efter møder i både Transportministeriet og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

- Umiddelbart er meldingen, at Forsvaret ikke skal bruges til patruljering ved grænsen, men vi har sagt, at bliver politiet så presset på grænsen, skal man ikke udelukke at inddrage andre myndighedspersoner.

- Det kan være ansatte i Hjemmeværnet eller folk fra Forsvaret. Vi ser helst, at det forbliver en politiopgave, men vi vil gerne have, at der holdes en dør på klem, så politiet kan aflastes af andre myndigheder. Det er dog den sidste udvej, siger DF'eren.

/ritzau/