Forsvunden stork tilbage i Sønderjylland

Både Jylland og Sjælland kan prale af at have et storkepar på rede op til weekenden.

I Smedager i Sønderjylland er glæden ekstra stor, fordi hunstorken har været væk hele ugen.

- Hunstorken har været forsvundet i flere dage, men hun er lige kommet tilbage til reden og de har parret, fortæller en glad Jess Frederiksen, der er formand for foreningen "Storkene i Danmark".

Hunstorken fløj fra reden søndag og i løbet af ugen frygtede Jess Frederiksen, at hun ikke ville vende tilbage til sin mage. Men fredag er der igen to storkepar i Danmark.

I Gundsølille på Sjælland har jublen en anden karakter. Storkeparret hér har nemlig været hurtigere ude. De har allerede unger i reden.

- Det hjælper da på humøret, når der sådan kommer storkeunger, siger Jess Frederiksen til Newspaq.

Han gætter på, at der er tre eller fire unger i reden, men før de selv stikker hovedet op over redekanten, kan man ikke sige, præcis hvor mange unger det sjællandske storkepar har fået.

"Storkene i Danmark" har kendskab til flere enlige storke, der flyver rundt i landet. Det er derfor stadig muligt, at der kan komme flere storkepar i løbet af maj.

Dagens Gossip