Forsvundet fly: Kina tager 10 satellitter i brug

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

Kina indsætter nu 10 satellitter i håbet om at opspore det Malaysia Airlines-fly, som har været forsvundet i over tre døgn.

Satellitterne vil blive brugt til navigering, overvågning af vejret, kommunikation og andre dele af eftersøgningsarbejdet, lyder det ifølge kinesiske statsmedier.

Næsten to tredjedele af de 239 mennesker om bord på passagerflyet var fra Kina, og hvis de som frygtet har mistet livet, vil det være andenværste flyulykke i Kinas historie.

Redningshold fra flere lande deltager i jagten på det forsvundne fly, der menes at være styrtet i havet ved Vietnam. Adskillige skibe og fly har i dagevis forsøgt at finde spor i havvandet.

I Beijing er der harme over, at myndighederne i Malaysia har været dårlige til at informere de pårørende til de 153 kinesiske passagerer om bord på maskinen.

- Malaysia må optrappe bestræbelserne på at finde flyet, lød det mandag.

- Myndighederne i Malaysia reagerede for langsomt fra begyndelsen, skrev den kinesiske avis The Global Times, som er tæt på Kinas kommunistparti.

Mysteriet omkring det forsvundne passagerfly har fået yderligere næring, efter at det er kommet frem, at to passagerer om bord på flyet rejste med stjålne pas.

Det har rejst spørgsmål om sikkerheden i lufthavnen i Kuala Lumpur, hvor flyet lettede fra, og skabt frygt for, at flyet er blevet udsat for et terrorangreb. Flyet var på vej mod Kinas hovedstad, Beijing, da det pludselig forsvandt fra radaren.

/ritzau/AFP