Forsvundet fly: Myndigheder sendte advarsel om flytypen

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

De civile amerikanske luftfartsmyndigheder (FAA) opdagede sidste år en mulig alvorlig fejl ved flytypen Boeing 777 - samme type som fredag forsvandt i det østlige Asien med 239 personer om bord.

Flyvemyndighederne rapporterede dengang om, at revner og tæring i 777'erens skrog kan føre til, at flyet "falder fra hinanden" oppe i luften, skriver NBC News.

Den advarsel blev sendt ud nogle uger før, at Malaysia Airlines' MH370 forsvandt sporløst og nu eftersøges på femte døgn.

FAA har krævet ekstra undersøgelser af flere hundrede Boeing 777-fly i henhold til et flydirektiv, efter at der var kommet meldinger om brud i skrog under en satellitantenne.

Direktivet, som blev godkendt i februar, skulle træde i kraft 9. april i år.

De civile luftfartsmyndigheder oplyser, at et flyselskab havde meldt om en flænge på "40 centimeter" i yderskroget på Boeing 777.

Det pågældende fly var 14 år gammel og har fløjet 14.000 ture.

Det forsvundne fly fra Malaysia Airlines er 12 år gammelt og har fløjet 7525 ture.

Det er ikke oplyst, om Malaysia Airlines var begyndt at undersøge selskabets flåde for det mulige problem.

Myndighederne i Malaysia har haft mange teorier om årsdagen til MH370-flyets sporløse forsvinden.

En af dem er, at skroget er gået fra hinanden oppe i luften.

/ritzau/