Forsvundet i 11 dage: Far får nyheden om at forsvundet søn er fundet i hans egen kælder på live tv

Skrevet af Ronja Ryde

26/06/2014

Dagens topnyheder

I 11 dage havde forældrene, politiet og FBI ledt efter 12-årige Charlie Bothuell.

Drengen var på mystisk vis forsvundet, og som et led i eftersøgningen var hans far, Charlie Bothuell Senior, live igennem hos tv-nyheds-programmet Nancy Grace.

Men lige, da den fortvivlede far var kommet igennem til den kvindelige studievært, fik hun en overraskende nyhed i sin øresnegl: Den 12-årige dreng  var blevet fundet i live i familiens kælder.

Da nyhedsværtinden overrækker nyheden til faren, går han helt i sort. Gentagende gange bliver han spurgt, om han overhovedet har kigget efter drengen i sin kælder. Helt perpleks forsikrer han, at det har både politiet, FBI, politihunde og han selv gjort flere gange.

Faren bliver ifølge Metro bakket op af den politichef, der er ansvarlig for efterforskningen. Han fortæller, at kælderen er blevet gennemsøgt hele fire gange, før drengen til sidst blev fundet bag nogle kasser.

- Men vi er ikke sikre på, at han var der under de andre besøg, siger politichefen, James Craig.