Forsvundet lystfisker er fundet død ved Rødby

Skrevet af admin

10/03/2014

Dagens topnyheder

Den anden af to lystfiskere, der forsvandt lørdag 1. marts under fiskeri i farvandet ved Falster, er blevet fundet omkommet på en strand ved Rødby på Lolland.

Det skriver TV 2 Øst, der har været i kontakt med lokalpolitiet i Nykøbing Falster.

- En tilfældig, lokal borger er ude at gå sig en tur og finder den afdøde i nærheden af Hyllekro på Lolland, siger vicepolitikommissær Arne Holdensen.

Der er tale om Michael Skov Nielsen fra Mern.

Fredag blev den anden lystfisker, Jens Folmann Christiansen fra Stubbekøbing, fundet død ved Rostock i Tyskland.

De to mænd, der begge er 50 år, sejlede om morgenen lørdag 1. marts ud fra Hesnæs Havn på Østfalster for at fiske i farvandet syd for Falster, men returnerede ikke sidste på eftermiddagen, sådan som de havde planlagt.

Søværnets Operative Kommando søgte i timevis efter de to mænd med adskillige både. Eftersøgningen blev vanskeliggjort af den dårlige sigtbarhed i området.

Deres jolle blev fundet i tæt tåge ved en fiskeplads cirka 10 kilometer fra kysten, men eftersøgningen blev indstillet, uden at de to mænd blev fundet.

Ifølge politiet skal der tidligst tirsdag holdes ligsyn.

/ritzau/