Forsvundne mænd er alle fra Fyn

Skrevet af Elo Christoffersen

02/10/2012

Dagens topnyheder

 

Fyns Politi har siden lørdag den 29. september i samarbejde med de franske myndigheder eftersøgt tre danske mænd fra Fyn på henholdsvis 33, 34 og 55 år. De tre mænd var alle ombord på en sejlbåd af typen trimeran, der blev fundet drivende rundt i Biscayen ud for den franske kyst.   I båden fandt de franske myndigheder papirer med navn og adresse på to af mændene - nemlig den 55-årige mand og den 34-årige mand. Det førte lørdag til en henvendelse til Søværnets Operative Kommando, der samme aften klokken 19:10 kontaktede Fyns Politi. Derefter iværksatte Fyns Politi en eftersøgning af de to savnede mænd hos deres familier og på deres bopæl.   I går henvendte et familiemedlem til den tredje savnede person sig personligt hos Fyns Politi for at få efterlyst sit familiemedlem. Den 33-årige mand skulle i følge sin familie være ankommet til Billund Lufthavn den 30. september.   Fyns Politi iværksatte derefter en international efterlysning af de savnede. Fyns Politi er løbende i kontakt med fransk politi, som står for selve eftersøgningen af de savnede samt efterforskningen af sagen. Fyns Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer i sagen.