Fortsat svagt detailsalg

Det går trægt med at få gang i danskernes lyst til at øge deres forbrug. Detailsalget i august var uændret i forhold til salget i juli, hvilket efterfulgte et fald i juli på 0,6 pct. og en stigning i juni på 0,7 procent.

Detailsalget i perioden juni-august steg samlet set 0,4 pct. i forhold til marts-maj. Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik.

Danskernes lyst til at købe tøj faldt i august, og det trak ned, mens en stigning i salget af andre forbrugsvarer på 0,4 pct. trak op. Salget af fødevarer og andre dagligvarer faldt 0,1 pct.

Hos Sydbank fremhæver man, at selv om detailsalget fortsat er på et meget lavt niveau. så er der små tegn på, at der er ved at komme mere gang i kasseapparaterne. Det kan være endnu et mindre lyspunkt for den danske økonomi, fordi detailsalget står for omkring halvdelen af det private forbrug.

»Det er første gang siden foråret 2007, at detailomsætningen ikke er faldet i 3 ud af 4 måneder, og dagens tal vidner om, at selv om vi går ind i vinterhalvåret, så lysner det så småt i dansk økonomi,« siger makroøkonom i Sydbank, Peter Bojsen Jakobsen, der påpeger, at det kan være en hjælp for detailsalget, at den rekordlave inflation gør, at danskerne i øjeblikket oplever en stigning i deres realløn.

Hos Danske Bank mener forbrugerøkonom Las Olsen, at man ikke skal lægge for meget i det fortsat lave detailsalg, fordi det ikke har været nogen særlig god indikator for det samlede privat forbrug de senere år.

Han fremhæver, at der er to ting, der afgør, hvor mange penge danskerne bruger. Det ene er, hvor mange de rent faktisk har, og det andet er deres lyst og mod til at bruge dem.

»Hvad det første angår, så betyder skattelettelser og lav inflation, at en typisk børnefamilie har cirka 700 kroner mere til sig selv om måneden end sidste år. Selv med uændret forbrugertillid skulle der derfor være basis for en stigning i forbruget i år, men faktisk er forbrugertilliden steget markant,« siger Las Olsen.

Cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen er lidt mere negativ. Han understreger, at de pæne tal for danskernes forbrugertillid endnu ikke er slået igennem til faktisk forbrug.

»En af årsagerne bag det svage detailsalg skal dog findes i tøjsalget, der ser ud til at have lidt under den varme sommer, og der er da en vis sandsynlighed for at vi vil se et rebound i tøjsalget i september,« siger Jes Asmussen.

»Overordnet skulle vi i hvert fald meget gerne se en stærkere udvikling i detailsalget i september for at turde tro på, at den bedre tillid i husholdningerne rent faktisk også bliver omsat til et højere forbrug,« siger Jes Asmussen.

Dagens Gossip