Forurenet jernbaneaffald opbevaret i følsomt naturområde

BT kan søndag afsløre, at en lokal storentreprenør midt i dette område ulovligt og til fare for miljøet har opbevaret og bearbejdet flere tusinde ton forurenede sten fra gamle jernbaner - såkaldte skærver. Det hele er foregået i en grusgrav på en nedlagt militærbase.

»At placere gamle jernbaneskærver på det sted er som at hælde gift direkte i et åbent sår i undergrunden. Det er fuldstændig uacceptabelt,« siger Pernille Weile, der er jurist ved Foreningen af vandværker i Danmark.

Grusgraven i Vandel drives af selskabet Eigil Jensen A/S. Alene sidste år modtog den midtjyske entreprenør 55.000 ton gamle jernbaneskærver, viser papirer fra Banedanmark, som BT har fået aktindsigt i. Samtlige skærver skulle være kørt til det godkendte miljøanlæg Genvej A/S, men i stedet blev 10.000 ton læsset af i grusgraven, afslører andre dokumenter.

Flere kilder, som blandt andre tæller nuværende og tidligere medarbejdere og samarbejdspartnere hos Eigil Jensen A/S fortæller til BT, at selskabet i helt op til 19 år på lignende vis har anbragt brugte jernbaneskærver i skiftende grusgrave. Her er stenene og deres formodede indhold af gift ifølge kilderne blandet med frisk sand og grus og solgt som et rent byggemateriale kaldet stabilgrus til intetanende kunder i byggeindustrien.

Direktøren for Eigil Jensen A/S, Kim Jensen, erkender at selskabet sidste år ulovligt anbragte 10.000 ton forurenede jernbaneskærver i grusgraven i Vandel. Det skyldtes, at der ikke var plads på det godkendte miljøanlæg, forklarer han. Kim Jensen afviser dog, at dette også er sket i tidligere år og på andre adresser, ligesom han nægter, at selskabet bevidst har blandet jernbaneskærver i stabilgrus, som er solgt fra adressen.

»Er det sket, er det en fejl,« skriver han i en mail til BT.

Dagens Gossip