Forvaltning kan ikke finde øv-dage

De meget omtalte øv-dage lader til at være et yderst begrænset fænomen i København.

I hvert fald hvis man skal tro en rundspørge fra Københavns Børne- og Ungdomsforvaltning. Efter flere dages hidsig debat om højt sygefravær blandt hovedstadens pædagoger, hvor øv-dagene er blevet nævnt som en af årsagerne til fraværet, har forvaltningen spurgt samtlige daginstitutioner, om de praktiserer øv-dage eller andre ulovlige aftaler om fravær.

Forvaltningen har ikke fået én eneste positiv tilbagemelding.

Svarerne fra institutionslederne kommer, efter at overborgmester Frank Jensen (S) har ytret ønske om at fyre de institutionsledere, som tillader øv-dage.

»Vi har institutioner med alt for højt sygefravær, men vi har ikke fundet et eneste sted med øv-dage. Så jeg tror, at debatten har været en storm i et glas vand,« siger børne- og ungdomsborgmester i København, Anne Vang (S).

Hun tilføjer dog, at debatten om øv-dage har været gavnlig.

»For nu må det stå lysende klart for alle, at det ikke er tilladt at snyde med fravær. Og det er ikke dårligt med debat om, hvorvidt sygefraværet skal være lavere. For det skal det,« siger Anne Vang.

Børne- og Ungdomsforvaltningen har via sine områdechefer spurgt hver af kommunens godt 400 daginstitutioner til øv-dage og ulovligt fravær. På spørgsmålet, om institutionerne kan svare andet end nej, når overborgmesteren har varslet, at et ja kan medføre en fyreseddel, siger Anne Vang:

»Heldigvis satte vi vores undersøgelse i gang inden den melding. Og vi er nødt til at stole på vores ledere. Vi har også tidligere erfaringer med, at disse undersøgelser kan afdække problematiske ting.«

Hun opfordrer det pædagogiske personale i København til at benytte kommunens såkaldte whistleblower-ordning, hvor man anonymt kan informere om uretmæssige forhold, hvis nogen har kendskab til øv-dage.

Vil du sætte din politiske karriere ind på, at øv-dage ikke eksisterer i København?

» Altså, vi har undersøgt det, og det har vist, at øv-dagene ikke eksisterer. Men når jeg opfordrer til at bruge whistleblower-ordningen, hvis man har kendskab til ulovlig omgang med fravær, siger jeg også, at det kan forekomme et enkelt sted. Men det sker ikke systematisk,« siger Anne Vang.

Debatten om øv-dage blev skudt i gang søndag, da pædagogernes egen fagforening i København, LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger), sagde, at 20-40 daginstitutioner i København har så usund en kultur, at øv-dage i en eller anden variant tillades.

LFS holder fast i den udmelding. Næstformand Jan Hoby fra LFS kalder truslen om fyresedler for tåbelig og siger, at det heller ikke levner institutionerne mange svarmuligheder over for forvaltningen.

»Man får svar, som man spørger. Og løsningen er ikke mere pisk og mere kontrol, men at give medarbejderne mere medansvar. Man kan ikke true sig til lavere sygefravær,« siger Jan Hoby.

Men kan LFS dokumentere, at 20-40 daginstitutioner tillader øv-dage?

»Jeg holder fast i, at 20-40 institutioner har en uhensigtsmæssig arbejdskultur, ledelse og samarbejdsform. Og ja, vi kan godt udpege institutionerne med øv-dage. Men vi kan jo ikke gøre det nu efter overborgmesterens udmelding. Overborgmesteren har destrueret bevismaterialet. Vores formål har aldrig været at hænge enkelte institutioner eller medarbejdere ud. Vi kan godt tilvejebringe bevisbyrden, men vi gør det ikke offentligt,« siger Jan Hoby.

Dagens Gossip