Forviklingskomedie på Mungo Park

Kolding Teaterforening kan nu præsentere en forviklingskomedie. Det sker på Mungo Park, Kolding på onsdag, hvor H.M.S. Pinafore går over scenen.

Forestillingen er produceret af Operaen i Midten sammen med operaselskabet Figaros.

Den oprindelige forestilling har 10 solister, et stort kor og et orkester; men i denne udgave med undertitlen ”det hele sejler” synges og spilles alle rollerne af operasangerne Hans Dueholm og Jakob Næslund Madsen, mens hele det store orkester er erstattet af OneBigMan Symphony Orchestra i skikkelse af Allan Dahl Hansen.

Sammen tager de tre Gilbert & Sullivans Pinafore under kærlig behandling, når de skal udfylde alle rollerne, synge store operapartier, agere søfolk og skifte kulisser. De kalder selv deres behandling af forestillingen for ”respektløs respektfuldhed”, når de skifter kostumer, tonearter og roller hurtigere, end publikum når at blinke.

Komisk opera, opera-satire eller musikalsk stand-up har nogle anmeldere begejstret kaldt fænomenet.

Forestillingen starter klokken 19.30. Billetter kan købes på www.billetten.dk.

Dagens Gossip