Forvirring efter håndboldmastodonts kollaps

Atletico Madrid har været i Champions League-finalen seks gange og vundet de tre. Holdet var også klar til turneringen i den nye sæson. Men nu er klubben lukket. Og ingen ved, hvad der nu skal ske.

En håndboldmastodont er fældet. Den spanske tredobbelte Champions League-vinder Atletico Madrid meddelte tirsdag, at klubben lukker sin håndboldafdeling på grund af dårlig økonomi.

Dermed er klubbens tilbageværende spillere og dens legendariske træner, Talant Duishebaev, fritstillet og skal ud og finde ny arbejdsgiver med kort varsel. Og på samme måde skal folkene bag den spanske liga og det europæiske håndboldforbund, EHF, på overarbejde for at finde afløserhold til den spanske liga og i Champions League, hvor Atletico Madrid var i gruppe med blandt andre KIF Kolding København.

EHF har dog ikke et svar på, hvad der nu skal ske.

- Det er en helt ny situation. Men vi er opmærksomme på den og følger udviklingen, og EHF vil nu analysere situationen og vil prøve at finde den bedste løsning for Champions League i de kommende dage. Men man kan ikke forvente en beslutning i dag eller i morgen, siger Vladislav Brindzak fra EHF Media & Communications.

Han fortæller, at der ikke findes en fast procedure for sådan en situation, selv om EHF for et år siden stod med samme problem, da AG København gik konkurs og måtte melde fra til Champions League. Her fik DM-sølvvinderne fra Bjerringbro-Silkeborg lov til at overtage pladsen i Champions League.

- Det er usædvanlige omstændigheder, selv om vi også havde den sidste år. Og løsningen var god sidste år. Vi har tiltro til, at vi igen i år vil finde en positiv afgørelse i denne svære situation. Men det er for tidligt at sige, om det bliver et spansk hold, der erstatter Atletico, fortæller EHF-repræsentanten.

Hos KIF Kolding København er træner Henrik Kronborg også lidt i vildrede over, hvad Atletico Madrids lukning kommer til at betyde for hans hold i Champions League. Og selv om det er en af Europas allerstørste klubber, der lukker, ved Kronborg ikke, om det vil betyde en lettere modstander til de danske sølvvindere i turneringen.

- Det kommer an på, om nogle spillere flytter over. Atletico stod jo også til at miste en del spillere, der allerede har skrevet kontrakt andre steder. Og der er stadig hold rundt omkring, der mangler spillere og som måske har ventet på, at noget som det her skulle ske. Så det vil måske skabe muligheder for andre hold, siger Henrik Kronborg

Generelt ærgrer det dog KIF-træneren, at et hold igen er gået nedenom og hjem.

- De har i Spanien haft Barcelona og Atletico, som har sat sig på det meste. Nu er der kun Barcelona tilbage. Det er rigtigt ærgerligt for spansk håndbold. Ligesom det var ærgerligt for dansk håndbold, at AG København ikke kunne fungere, siger Henrik Kronborg, der føler med de spillere, der så sent på sæsonen pludselig står uden arbejde.

- Det er ikke godt sporten og slet ikke for Spanien, at den spanske liga bliver forringet, når man tænker på, hvor stærke de er på landsholdsplan. De er trods alt verdensmestre. Nu bliver det rigtigt svært for Barcelona at undgå at blive spansk mester efter købet af Kiril Lazarov og Nikola Karabatic, mener Henrik Kronborg.

Lazarov hentede Barcelona netop i Atletico, hvor også danske Nikolaj Markussen nåede ud i tide, da han i marts valgte at skippe det spanske hold og skifte til El Jaish i Qatar.

Atletico Madrids nedtur frigiver dog også andre klassespillere, der måske kunne være interessant for en europæisk ambitiøs klub som KIF Kolding København. Men KIF-træneren vil ikke spekulere i, om nogen af dem kunne være interessante for hans klub.

- Det er ikke noget, jeg har hørt om. Jeg går ud fra, at vi arbejder med den trup, som er til rådighed nu, siger Henrik Kronborg.

 

 

 

Dagens Gossip