Forvirring i Brøndby: Knæspecialist sagde god for Emil Larsen

Da Brøndby IF torsdag på klubbens hjemmeside meddelte, at Emil Larsen-handlen var droppet grundet et dumpet lægetjek, var der flere spørgsmålstegn end svar.

OB og Emil Larsen selv var uforstående over for beslutningen, og nu kan BT afsløre, at en af landets bedste specialister inden for knæ-kirurgi nu frikender Emil Larsens knæ.

Den anerkendte knæ-specialist, Uffe Jørgensen, forstår ikke, hvorfor Brøndby droppede OB-spilleren Emil Larsen efter et lægetjek. Uffe Jørgensen havde selv scannings-billederne i hænderne, og så ikke på den baggrund nogen grund til at fravælge Emil Larsen. Knæet fejler intet, vurderer overlægen. Det fortalte han også Brøndby, da klubbens ledelse henvendte sig for at spørge ham til råds.

Alligevel meddelte Brøndby, at man ikke vil købe Emil Larsen. Det undrer Uffe Jørgensen, der udover at være overlæge med speciale i knæ-kirurgi på Odense Universitetshospital, ofte bruges af flere Superliga-klubber i forbindelse med lægetjek.

Efter at være blevet droppet i Brøndby kontaktede Emil Larsen og OB selv Uffe Jørgensen for at få en såkaldt "second opinion" af det knæ, som Brøndby ikke turde stole på. Og efter at have set scannings-billederne, forstår han ikke beslutningen:

- Emil Larsen har ingen problemer. Ingen gener. Hvis du kigger på ham, så halter han jo ikke. Når han skifter retning, er der ingen problemer. Hvis han havde knæproblemer, ville man kunne se det, når han støtter på højrebenet eller skal dreje i knæet. Og det kan man jo ikke, siger specialisten om Emil Larsens knæ.

Efterfølgende ringede Brøndby så selv til Uffe Jørgensen for at få hans vurdering af de samme scannings-billeder af Emil Larsens knæ, som Brøndby egne læger have taget. Og ifølge Uffe Jørgensen frarådede han ikke Brøndby at købe Emil Larsen. Ligesom han heller ikke klandrer Brøndbys læger.

- Jeg sagde det samme, som jeg sagde til dig; jeg kan godt forstå, at Brøndbys læger gør opmærksom på, at knæet ser anderledes ud, men han har ingen problemer med knæet. Der er nogle forandringer, ja, men det er ikke noget, der gør, at jeg ikke ville skrive kontrakt med ham, siger Uffe Jørgensen og peger på, at knæet ser normalt ud, når man tager Emil Larsens tidligere knæoperation i betragtning.

- Brusken og slidbanerne i knæet fejler intet, og det er dem, der er kritiske, fortæller Uffe Jørgensen.

Er det ikke normalt, at flere spillere har forandringer i knæene efter skader, som tilfældet er med Emil Larsen?

- Jo det er der mange spillere, der har. Det havde Emil Larsen jo også, da OB købte ham. Og det så OBs læge selvfølgelig, men i og med, at der ikke er nogle gener og knæet fungerer godt, så købte man ham. Så for mig at se, er det her en eller anden forretningsmæssig vurdering af, at Brøndby vurderer, at "puha - der er en lille øget risiko her, vi tør ikke købe Emil Larsen".

- Hvis du så røntgenbilleder af alle Superliga-spillere, så ville du få dårlige nerver. Fordi der er masser af spillere med sådanne problemer. Derfor mener jeg, at det er en ren forretningsmæssig vurdering, siger Uffe Jørgensen.

Men det kan vel undre, at man ikke vil skrive under med en spiller, som lige har spillet 34 ud af de seneste 37 kampe?

- Det er jo det. Altså, det er noget helt andet, når du nogle gange får en spiller ind, som er skadet og ikke kan performe. Men det er ikke tilfældet her. Det er et spørgsmål om økonomi.

Hvis der fremover kommer henvendelser om Emil Larsen, vil OB og klubbens læge, i samarbejde med Uffe Jørgensen, nu lave en egen vurdering af Emil Larsens skadeshistorik og knæoperationerne, som ligger flere år tilbage.

Det skal skåne Emil Larsen for ikke at skulle igennem et nyt forløb som det, han oplevede i Brøndby i denne uge.

bt.dk har i løbet af fredagen forgæves forsøgt at få en kommentar fra Brøndbys ledelse omkring den her nye udvikling i sagen.

 

 

 

 

 

 

 

Dagens Gossip