Foto: Kender du disse to mænd fra tyvetogt i Bjæverskov?

Midt- & Vestsjællands Politi offentliggør nu et billede efter et par mænd fredag var på indbrudstogt omkring Duehusvej og Læskovvej i Bjæverskov.

Ved 10-tiden kontaktede flere beboere politiet, efter et par mænd havde banket på døren og spurgt om vej til biblioteket. Det fandt beboerne mistænkeligt og underrettede ordensmagten.

Politiet kørte til området med flere køretøjer samtidig med, at beboerne forsøgte at holde øje med de to mænd.

På et tidspunkt bemærkede en beboer på Skovbovej to mænd, der kom bærende på blandt andet en computerskærm, smykker og en taske, som senere viste sig at være tyvekoster fra en indbrud i villa på Læskovvej.

Beboeren på Skovbovej tog gennem et vindue i sin hoveddør et foto af de to mænd, der kom bærende på tyvekosterne. Da mændene blev opdaget med tyvekosterne, skyndte de sig hen til en rød stationcar personbil, formentlig af mærket Opel.

Beboerne aflæste nummerpladen som ZU 38631, som er meldt stjålet til politiet tidligere. Bilen med de to mænd forsvandt ad Skovbovej i retning mod Ringstedvej. Politiet fandt hverken bil eller de to mænd.

Den ene af gerningsmændene beskrives som 18-25 år, sydlandsk udseende, dansktalende, kraftig af bygning og iført mørkt tøj med hætte.

Den anden beskrives som 18-25 år, sydlandsk udseende og var iført mørkt tøj med hætte.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket de to mænd og deres bil i området, eller som kan give oplysninger om identiteten på de to mænd. Midt- & Vestsjællands Politi kan kontaktes på 1-1-4.

Dagens Gossip

Dagens TV