Fra film med Damon til dansk drømmeprojekt

Skrevet af admin

04/08/2015

Mest læste i dag

I en lille bitte lejlighed på Vesterbro sidder Rasmus Heisterberg på sengen og holder koncentreret øje med, hvordan de to unge skuespillere, Kristoffer Bech og Victoria Carmen Sonne, kigger på hinanden og hvordan kameraet fanger dem.

Omkring ham står 10 mennesker - fotografer, rekvisitører, assistenter - der alle er der med ét formål: At få Rasmus Heisterbergs allerførste spillefilm til at blive lige nøjagtig det, han har drømt om.

For han har drømt om den. Efter tre år i USA, hvor han og hans makker, instruktøren Nikolaj Arcel, blandt andet har skrevet manuskript til en ny film om Robert Kennedy, som Matt Damon skal spille hovedrollen i, er han mere end klar til at tage springet fra manuskriptforfatter til instruktør.

- Mens jeg var i USA, sagde jeg nej til alle projekter i Danmark, fordi jeg ikke ville have nogle arbejdsmæssige forpligtelser derhjemme. Så begyndte jeg at skrive på manuskriptet, for mig selv og for hyggens skyld, og så kom det fra et meget personligt sted. Nu har jeg i 15 år skrevet til andre, så det var også tid til at prøve noget nyt, fortæller Rasmus Heisterberg.

Filmen, der har titlen "I Blodet", handler om at finde sin identitet i de unge år, og er samtidig et portræt af storbyen København.

- Da jeg var i Los Angeles savnede jeg København og den danske sommer. De der evige somre, hvor nætterne er lyse og dagene lange, og alle er ude. Der er København bare den bedste by i verden, siger Rasmus Heisterberg.

Hovedpersonen i "I Blodet" er i 20'erne, og har svært ved at finde sig til rette i livet. Det er en konflikt, Rasmus Heisterberg ikke mener, er udforsket nok på film.

- Man skal finde ud af hvem, man er, og jeg boksede selv rigtig meget med det i mine egne 20'ere. Man ved ikke, hvad man skal, og hvordan kærligheden skal fungere, og hvem man egentlig er.

- Man er optændt af det liv og den ild, men også ramt af melankoli og længsel. Det er ikke den første fest, man er til, og det er ikke den første kæreste, man har, men måske er det den, man skal slå sig ned med. Det er en epoke, der slutter. Der kommer også et pres udefra, og man kan godt blive lidt fortabt og føle sig ret ensom, siger Rasmus Heisterberg.

At tage kasketten på som instruktør, har dog været lidt af en udfordring.

- Når man skriver manuskript, så kan man sætte sig ned og finde ud af, hvordan en scene skal fungere, og man kan bruge en hel dag på det.

- Men nu står jeg lige pludselig der, hvor folk kigger på mig, når der bliver råbt "Tak", og så skal jeg sige et eller andet fornuftigt, så tingene kommer til at fungere. Det er stressende men også sjovt. Og man skal lige finde sig til rette i sin nye rolle, siger Rasmus Heisterberg, der tidligere har skrevet manuskript til film som "En Kongelig Affære" og "Sandheden Om Mænd".

En af hans beslutninger som instruktør har været at bruge unge og forholdsvis uprøvede skuespillere. Det var dels nødvendigt, fordi de skal være så unge i filmen, og dels har det også været fordi, Rasmus Heisterberg gerne ville debuttere sammen med andre debutanter.

- Vi startede alle sammen fra scratch, og der var ingen af os, der havde den store erfaring. Hvis jeg havde stået foran en flok skuespillere, der var vant til at gøre tingene på en bestemt måde, havde det været anderledes. Jeg har ligesom skulle finde ind til det at være instruktør, og det kunne jeg ikke have gjort på samme måde med etablerede skuespillere, forklarer han.

- Med de uprøvede spillere har jeg glæden af at arbejde med nogle unge, dedikerede mennesker, der har en vild lyst til projektet. Det smitter og gør, at man sammen finder en fælles vej til at give filmen de følelser og det liv, som skal bære den, siger instruktøren.

"I Blodet" får premiere næste år.

/ritzau/FOKUS