Fra Guldfirer til travboss

Den tidligere olympiske guldvinder fra Guldfireren, Victor Feddersen, bliver nu ny direktør for den legendariske Charlottenlund Travbane. 

Victor Feddersen har længe været topkandidaten til direktørjobbet for Nordens ældste travbane, og i weekenden blev kontrakten underskrevet. Det bekræfter parterne over for BT. Feddersen var i 1990erne og i starten af 2000erne en fast del af den berømte letvægtsfirer, som fejrede den ene store triumf efter den anden med flere OL-medaljer og verdensmesterskaber i roning.

Feddersen stoppede sin aktive karriere efter OL i Sydney 2000 og har siden været aktiv i idrætspolitik, hvor han var medlem af Aktivkomiteén under Team Danmark.

Victor Feddersen lander et eftertragtet job, og vil bruge sin erfaring fra både sportskarrieren og erhvervslivet.

- At skulle løfte noget, som i forvejen er godt, og så tage det til nye højder. Det er en situation, som jeg finder mig godt tilpas i. Og hvis jeg skal drage en parallel til min tidligere sportskarriere, så er det blandt andet noget af det, vi i guldfireren var rigtig gode til. Selv om man i forvejen er de bedste, så kan man stadig blive bedre og udvikle sig. Det vil jeg tage med i min nye stilling. Det er selvfølgelig flere mekanismer i mit nye job, men de generelle mekanismer om konstant at ville forbedre sig, er de samme, siger Feddersen.Charlottenlund Travbane er travsportens nationalarena og nød især i 80erne en stor folkelig opbakning med et massivt tilskuertal til hvert et derby. Selvom der stadig er pænt med besøgende på travbanen, er situationen i dag lidt en anden, men med ansættelsen af den nu 45-årige Victor Feddersen tør de nu igen drømme stort i Charlottenlund.

Bestyrelsesformanden for travbanen, Peter Berner Wilhelmsen, er fuld af lovprisninger af sin kommende direktør. Wilhelmsen lægger ikke skjul på, at man har kæmpe forventninger til Feddersen.

- Vi har ikke valgt Victor ud fra hans navn, vi har valgt Victor ud fra hans person, og den karisma og erfaring han har fra både eliteidræt og erhvervslivet, siger bestyrelsesformanden.

- Han har en stærk vindermentalitet. Han har en meget grundig indstilling. Og så har han nogle menneskelige egenskaber, som vi har brug for. Hans meget stærke kommunikative egenskaber har vægtet højt i vores valg af ham. Og så er det selvfølgelig en bonus for os, at han tager en medieinteresse med sig, siger han.

Feddersen selv vil ikke tage for meget fokus på sine skuldre. For ham er det en holdopgave – som i roning.

- Jeg tror rigtig meget på en holdpræstation. Jeg kommer ikke til at skulle løfte det her alene. Min blotte tilstedeværelse vil ikke alene gøre en forskel. Jeg tror på, at min tilstedeværelse sammen med mine kolleger kan løfte det.

- Vi skal have etableret en god tillid hinanden og en gensidig respekt. Vi besidder hver vores faglige opgaver, og på selve travsporten er mine kompetencer nærmest ikke-eksisterende, men det er der så nogle andre, der er skarpe i. Jeg får selvfølgelig mere viden med tiden, men lige nu skal jeg hjælpe med, at få de faglige kompetencer bedst i spil med det hold af ansatte, der er til stede nu, siger han.

Dagens Gossip