Fra målløs til målsluger: Boilesen er i hopla

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

Nicolai Boilesen endte som den store helt for det danske landshold, der fredag aften slog Norge med 2-1 i Herning.

Ajax-spilleren scorede på et hovedstød i sidste minut efter en blandet præstation. Faktisk mener Boilesen, at de norske gæster var bedst på MCH Arena i Herning.

- Vi spillede en dårlig kamp. Norge var bedst, og de havde vel bolden mere, end vi havde.

- Vi havde svært ved at få det til at fungere og ramte ikke hinanden mere end tre-fire gange efter hinanden.

- Overordnet set så burde vi nok ikke have vundet, men det gør det ikke mindre dejligt at stå her som sejrherre, siger Nicolai Boilesen, der naturligvis er lykkelig over sit mål.

- Det var mit første mål på landsholdet, og det er noget, jeg aldrig vil glemme. At score sejrsmålet i det 90. minut, når hverken jeg eller holdet har spillet godt, så er det forløsende, siger Ajax-spilleren.

Med lidt over 10 minutter igen var han også impliceret i Norges 1-1-scoring, da han og Daniel Agger gik fejl af hinanden.

- Vi lavede en kommunikationsfejl, og den tager jeg mere end delvist på mig. Mere er der ikke at sige til det, fastslår han.

Boilesen håber samtidig på det bedste for sin eks-holdkammerat i Ajax Christian Eriksen, der udgik med en ankelskade før pausen.

- Det er rigtig trist for ham. Det er vi rigtig kede af. Nu må vi se, hvad der er sket med anklen, men helt godt så det ikke ud.

- Den er hævet, og først efter et par dage kan man sige helt præcist, hvad prognosen er, vurderer Boilesen.

/ritzau/