Fra øst til vest: Vinden vender i efterårsagtig weekend

Det bliver regn og rusk anden søndag i advent. For hvor mange måske gerne ville tænde andet lys i adventskransen, mens sneen daler udenfor, bliver det i stedet kuling og efterårsagtigt.

Grunden til det mere efterårsagtige vejr skal findes i vindens skift i løbet af de kommende dage, lyder det fra DMI.

- Der kommer et vejrskifte i løbet af weekenden. Vi har længe haft sydøstenvind, men nu skal vi have vind fra vest. Det giver nyt vejr med både sol, byger og blæst, siger vagtchef Jørn Thomsen.

Fredag bliver en gråvejrsdag med dis og lidt regn af og til i særligt de østlige dele af landet. Temperaturen kommer til at ligge på fem grader med jævn vind fra en sydlig retning.

I løbet af natten klarer det dog op i Jylland, og det vil brede sig til resten af landet i løbet af lørdag.

- Det bliver en lys dag i Jylland, på Fyn og nok også på Sjælland. Men opklaringen skal lige nå over Storebælt, og da solen går tidligt ned i disse dage, er det ikke sikkert, at alle får den at se. Skydækket bliver dog brudt op, så det kommer til at føles lyst og ikke så tungt, siger vagtchefen.

Temperaturen kommer også lørdag til at ligge på omkring fem grader, men på grund af det tørre vejr kan temperaturen om natten snige sig ned til frysepunktet. Skyer og vinden vender dog tilbage, så temperaturen stiger igen.

Med sig har vestenvinden efterårsrusk, som for alvor vil kunne mærkes søndag.

- Søndag bliver det regn og rusk med kuling fra sydvest. Regnen begynder i Vestjylland og breder sig hurtigt til resten af landet. Det når at klare lidt op i løbet af dagen, men det bliver meget efterårsagtigt, siger Jørn Thomsen.

Søndag kan der lokalt falde op til fem millimeter regn.

Når de to lys i adventskransen skal pustes ud, og næste uge truer, venter der et par pæne dage med både byger og lidt sol.

- Det tyder ikke på vintervejr lige med det samme, konstaterer vagtchefen.

/ritzau/

Dagens Gossip