Frafalder krigsforbryder-anklage mod Kenyas præsident

Skrevet af admin

05/12/2014

Dagens topnyheder

Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, står ikke længere anklaget for forbrydelser mod menneskeheden ved Den Internationale Straffedomstol (ICC).

Anklageren har frafaldet sagen mod præsidenten.

- Beviserne er ikke tilstrækkeligt gode til, at Kenyattas påståede skyld kan bevises, siger anklager Fatou Bensouda.

Den kenyanske præsident er lettet, kan man forstå på en besked, som han har skrevet på Twitter.

- Jeg er meget opsat på at skynde mig at fortælle min kone, hvad der sker, skriver Kenyatta og bruger "renset" som hashtag til sin meddelelse på det sociale medie.

Kenyatta har tidligere været indkaldt til høring ved domstolen i Haag i en historisk sag, da det er første gang, at et siddende statsoverhoved står over for Den Internationale Straffedomstol.

Kenyatta har imidlertid hævdet, at han kom som privatperson.

Præsidenten har været under anklage for krigsforbrydelser i Kenya for syv år siden.

Sagen er blevet udsat flere gange, og mindst syv vidner har trukket sig angiveligt på grund af bestikkelse eller trusler.

Uhuru Kenyatta blev sigtet for at være hovedmanden bag en hadsk kampagne, der førte til omfattende vold, og som dræbte over 1100 mennesker og gjorde over 600.000 hjemløse i forbindelse med valget i Kenya i 2007.

To andre kenyanere står fortsat anklaget for krigsforbrydelser, deriblandt vicepræsident William Ruto.

/ritzau/Reuters