Frafaldne SF'ere stemmer nu også på Dansk Folkeparti

Mange af de vælgere, der ved Folketingsvalget i 2011 stemte på SF, vil nu sætte deres kryds ved Dansk Folkeparti. Det viser tal fra bogen "Vælgere på vandring", der snart udkommer, skriver Jyllands-Posten torsdag.

Nærmere bestemt er det knap otte procent af SF-vælgerne, der har skiftet hest til Dansk Folkeparti, og bevægelsen blandt SF's vælgere er højst usædvanlig, siger professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen, der har redigeret bogen.

Han forklarer, at mange vælgere føler sig desillusionerede.

- Generelt har der været en stor mistillid til politikere i befolkningen, og det har Kristian Thulesen Dahl og Enhedslisten vundet på, siger Jørgen Goul Andersen til Jyllands-Posten.

I SF vedkender man sig at have tabt vælgere, og man var også godt klar over, at en del af dem er gået til Dansk Folkeparti, forklarer partiets gruppeformand, Jonas Dahl.

- Men vi skal huske på, at disse tal er helt tilbage fra 2013. Meget er sket siden, og SF har været igennem en stor udvikling det seneste halve år. Derfor tror jeg også, at tallene vil se anderledes ud i dag, siger han til Jyllands-Posten.

- Det afgørende er, at der har fundet en markant bevægelse sted, siger Jørgen Goul Andersen.

- Det er meget opsigtvækkende. Hvor vi ender henne, når valget engang kommer, må tiden vise, men vælgerne sidder løst i disse år, siger han til Jyllands-Posten.

- Dansk Folkeparti, der begyndte som et protestparti, er stille og roligt blevet et af landets største partier og har de seneste måneder ligget stabilt med en vælgertilslutning på cirka 20 procent i meningsmålingerne.

Særligt har partiet taget vælgere fra Venstre og Socialdemokraterne, men DF henter altså også vælgere længere ude på venstrefløjen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV