Frank Arnesen: Bendtner er kommet til en top-4-klub

Europa League i stedet for Champions League i denne sæson. Men måske allerede Champions League næste år.

Frank Arnesen roser 26-årige Nicklas Bendtner for valget af Wolfsburg som ny arbejdsgiver, selvom den danske stjerneangriber i første omgang må give afkald på en af sine store sportslige ambitioner, som er at spille for en klub, der er med i Champions League.

Den tidligere sportsdirektør i Hamburger SV vurderer, at Wolfsburg pengemæssigt kun er overgået af Bayern München, Borussia Dortmund og Schalke 04 i Bundesligaen.

Så en Bendtner i Champions League om et år er bestemt realistisk, mener Arnesen inden fredagens åbningskamp i denne sæsons Bundesliga mellem mestrene Bayern München og netop Wolfsburg.

- Som sådan er Wolfsburg en top-4-klub, hvis du kigger på, hvad de betaler deres spillere i løn og ellers bruger af penge på spillerindkøb.

- Sidste sæson købte de Kevin De Bruyne i Chelsea for over 20 millioner euro, og det er normalt kun Bayern München og Borussia Dortmund, som kan betale den slags beløb.

- Måske Schalke 04 engang imellem kommer op i det beløb, men Bayer Leverkusen for eksempel ligger for det meste på 15-16 millioner euro, når de punger mest ud for en spiller.

- Så der bliver lagt penge på bordet for folkevognen, siger Arnesen med henvisning til, at bilkoncernen Volkswagen ejer Wolfsburg.

Wolfsburg sluttede sidste sæson som nummer fem og endte altså lige akkurat uden for en Champions League-plads.

Arnesen er spændt på at se, hvordan Bendtner efter nogle sløje år på klubniveau finder sig til rette i Wolfsburg.

Bendtner har i sommerpausen selvtrænet i København, efter at kontrakten med Arsenal udløb, så kampformen har han ikke i øjeblikket.

- Nu er det op til Bendtner at vise sig frem. Vi ved ikke, hvad han kan, for vi har ikke set ham spille i meget lang tid. Men for to år siden var han fremragende til EM i de tre kampe, som Danmark spillede.

- Han har vist sit talent frem på højeste niveau, og nu håber vi alle, at han kan komme tilbage på det niveau igen, siger Arnesen, der også har været sportsdirektør i klubber som Chelsea, Tottenham og PSV Eindhoven.

Spilletid skal Bendtner nok få i Wolfsburg, siger Arnesen.

- Det er godt, at Wolfsburg spiller med i Europa League. Klubben får mange kampe i denne sæson, så der bør være spilletid til ham, så han kan vise sig frem, lyder det fra Arnesen.

Bendtner var på kontrakt i Arsenal fra 2004 til 2014. I perioden var han udlejet til Birmingham City, Sunderland og Juventus.

Hos Wolfsburg har han fået en treårig kontrakt.

Bayern München-Wolfsburg-kampen begynder klokken 20.30.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV