Frank Arnesen meget tæt på fyring i HSV

Arnesen har kontrakt-udløb i den nordtyske klub juni næste år, men klubbens bestyrelse er ifølge avisen klar til at afbryde samarbejdet i utide.

Det primære problem er angiveligt danskerens indkøb og salg af spillere, som ikke har levet op til forventningerne.

Arnesen er tidligere blevet kritiseret hårdt af Günter Netzer, der selv var en stor succes, da han sad i samme stiling som danskeren for  godt 30 år siden. Nu har tidligere HSV-profiler som Jimmy Hartwig og Stefan Schnoor meldt sig koret af kritikere.

- Han har hentet de forkerte spillere, fastslog Schnoor søndag aften i TV-programmet NDR Sportclub.

- Det er når du ikke har nogen penge, at det viser sig, om du er god. Det er der, at man skal bruge sit netværk og have øje for talenter. Når du har penge, er det nemt, uddyber Schnoor sin kritik med tanke på, at danskeren har haft særdeles begrænsede ressourcer til forstærkninger i den tyske klub.

Jimmy Hartwig er også utilfreds med de spillere, som danskeren tog med, siden han kom fra Chelsea i 2011. Spillere som ikke var gode nok til den engelske klub, men som Arnesen har givet chancen i Bundesliga-klubben.

- Han kommer fra Chelsea og tager bare nedfaldsfrugt med som spillere. Det bliver værre uge for uge, mener Hartwig.

Arnesen afviser overfor Hamburger Abendblatt, at han selv har hørt noget fra bestyrelsen om, at han skulle stå til fyring.

HSV sluttede på en syvendeplads, lige uden for de pladser, der giver adgang til de europæiske klubturneringer.

Dagens Gossip