Frank J.: Narkometer tæmmer ikke hashmarked

Den nultolerance over for narkotika i trafikken, som Københavns Politis nye narkometer er i tråd med, kan ikke tæmme det milliardstore hashmarked i hovedstaden.

Det mener Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), efter introduktionen af politiets nye våben mod narkopåvirkede bilister.

- Selv om jeg bakker op om brug af narkometret, så tror jeg ikke, at det vil få bugt med hashmarkedet, siger Frank Jensen.

- Vi er nødt til også at tænke i alternativer til kontrolstrategien, som vi har fulgt i flere årtier nu, og som jo ikke har gjort hashmarkedet mindre i Danmark.

Derfor står overborgmesteren fast på sit tidligere forslag om at indføre en forsøgsordning med legalisering af hash i København. Et forslag som politikerne på tinge i flere omgange har skudt ned.

- Jeg mener ikke, at der er nogen modsætning imellem anvendelse af narkometret og et forsøg med legalisering af hash, siger han.

I et nyt pilotprojekt har Københavns Politi introduceret de såkaldte narkometre, der kan spore syv forskellige former for bevidsthedspåvirkende stoffer hos bilister.

Første gang man nappes i trafikken med ulovlige stoffer, herunder hash, i blodet, mister man kørekortet i tre år og får en bøde svarende til fire procent af bruttoårslønnen.

Straffen er resultatet af en lovændring, der trådte i kraft ved årsskiftet.

Frank Jensen afviser at gå ind i diskussionen om strafniveauer, men fastslår, at man ikke skal køre bil under påvirkningen af rusmidler, uanset hvilke.

Han peger i stedet på, at politiet vurderer hashmarkedet i København til at være på flere milliarder kroner.

- Det er marked, som vi overlader til kriminelle bander. Og dermed bringer vi rigtig mange unge mennesker i kontakt med en kriminel verden, siger han.

Viser narkometret sig at blive en succes, er planen at udbrede det til resten af landet.

Allerede torsdag aften fældede politiets nye våben 24 personer nær Christiania på Christianshavn i København.

Dagens Gossip