Frank Jensen jubler over fattigdomsgrænse

I 2008 indførte Københavns Kommune sin egen fattigdomsgrænse, og borgmesteren håber på, at en national grænse nu kan målrette indsatsen over for fattigdom landet over.

»Selv om der ikke er nogen, der dør af sult i Danmark, findes der stadig fattige. Statistikkerne taler deres tydelige sprog, og man kan også bare gå en tur over til Nørreport eller Hovedbanegården - så vil man meget hurtigt støde på hjemløse,« lyder det fra Frank Jensen i en skriftlig kommentar.

»Det er et godt redskab, regeringen nu indfører. Det er fem år siden, vi i København indførte en fattigdomsgrænse og begyndte at gennemføre fattigdomsundersøgelser. Det hjælper os med at målrette indsatsen, hvor behovet er størst,« fortsætter han ifølge b.dk.

Meningen med den nye fattigdomsgrænse er da netop også at forbedre grundlaget for at diskutere og analysere fattigdommen i Danmark. Derudover kan politikerne ud fra en økonomisk fattigdomsgrænse lettere formulere eksplicitte målsætninger for indsatserne over for fattigdom, fastslår Ekspertudvalget for fattigdom, der blev nedsat af regeringen sidste år, og som har udarbejdet den danske fattigdomsgrænse.

Socialminister Karen Hækkerup (S) har fredag taget imod anbefalingerne, og grænsen er dermed officiel.

Den københavnske grænse lyder, at en enlig uden børn er fattig, hvis vedkommende tjener mindre end 116.782 kroner om året i 2010-tal. Den ligger dermed et stykke over den nationale fattigdomsgrænse, der fastsætter indkomsten til 103.200 kroner for enlige i 2013-tal.

Frank Jensen mener, det vil være naturligt, hvis København fremover tager udgangspunkt i den nye fattigdomsgrænse.

»Så kan vi sammenligne på tværs af kommuner og få et ægte overblik. Men vores fattigdomsgrænse i København er vedtaget i Borgerrepræsentationen, så det skal drøftes politisk,« siger han.

Dagens Gossip