Frank Jensen truer skoleledere med fyring

Kravene til skolelederne i København bliver skrappere, hvis overborgmesteren igen hedder Frank Jensen (S) efter kommunalvalget i november.

Leverer en skoleleder ikke varen, så er det ud, lyder den kontante melding fra den socialdemokratiske profil.

Eleverne i København ligger under landsgennemsnittet for folkeskoleelvers karakter ved 9. klasses afgangsprøve. Og det gennemsnit skal hæves. Den københavnske folkeskole er ganske enkel ikke god nok, mener Frank Jensen.

- Jeg vil ikke acceptere, at en skole år efter år klarer sig dårligt i forhold til faglig trivsel, sygefravær eller økonomi. Der skal følges op, og det skal være håndfast, siger Frank Jensen til Ritzaus Bureau.

Alt for mange elever i København forlader ifølge Frank Jensen folkeskolen i København uden de rette kompetencer, karaktergennemsnittet er lavt i forhold til landsgennemsnittet, og alt for mange forældre har så lidt tillid til folkeskolen, at de i stedet sender deres børn i privatskole. Hver fjerde barn i København går i privatskole.

Derfor bliver kravet til skolelederne fra Frank Jensen: Det skal gå fremad - ellers bliver I skiftet ud.

Folkeskolen er et af fokuspunkterne i overborgmesterens valgkamp i København. Udgangspunktet er, at bag en god skole står der en god leder.

Med med folkeskolereformen er kravene til skolelederne steget, og derfor skal der sættes fokus på ledelse.

- Folkeskolen er vores børns fremtid. Derfor skal skolelederne i Københavns have rigtig gode rammer for deres arbejde. Til gengæld skal vi også stille krav. Hvis en leder ikke leverer varen, skal vedkommende skiftes ud, siger Frank Jensen.

Anders Balle, formand for Skolelederforeningen vil ikke tage stilling til, om de københavnske skoleledere er for ringe i dag. Men han mener, at Frank Jensens udmelding oser af mistillid til skolelederne.

- Det er en forkert vinkel at have, at det er fyringstrusler, der skal drive folkeskolen frem og lave en bedre folkeskole. Hvis vi skal have en bedre folkeskole, så skal vi tale om kvalitet, og kvalitetsudvikling, ledelse og god ledelse, siger Anders Balle til dr.dk.

/ritzau/

 

Dagens Gossip