Frank Jensen vil gøre det nemmere at fyre lærere

Han vil ikke acceptere, at enkelte skoler år efter år har dårlig faglig trivsel, højt sygefravær eller ringe økonomi. Derfor må skoleledere, der ikke leverer varen, forlade posten. Mange skoleledere beklager sig imidlertid over, at det er svært komme af med skolelærere, der ikke fungerer.

»Det er ikke en holdbar situation,« siger Frank Jensen til Politiken og uddyber:

»Derfor skal en leder have mulighed for at kunne indstille, at en lærer skal afskediges. Men nu fokuserer du meget på, når tingene går galt. Men målet er at gøre folkeskolen bedre. Målet er ikke et regime, hvor ledere og lærere går rundt og er bange for at blive fyret«.

En skoleleder kan ifølge Politiken ikke egenhændigt afskedige en folkeskolelærer, som de vurderer trækker skolens resultater ned. De skal indstille en lærer til afskedigelse til kommunens skoleforvaltning.

»Realiteten er, at hvis en skoleleder indstiller til forvaltningen, at det her fungerer ikke, så har lederen et vigtigt ord at sige,« siger Frank Jensen.

Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening, undrer sig over overborgmesterens melding.

»Jeg er ikke sikker på, at det bliver bedre af, at politikerne på gammeldags facon begynder at piske lederne, som igen pisker lærerne,« siger han til Politiken og giver udtryk for, at Frank Jensen overdramatiserer problemet:

»Vi skal selvfølgelig ikke holde på folk, der ikke duer til deres job, men der er ikke et år, hvor der ikke er blevet afskediget skoleledere, og vi har hver uge to, tre eller fire sager, hvor en lærer bliver afskediget«.

Dagens Gossip