Frankfurt-chef: Bendtner ikke et tema for os

Tyske Eintracht Frankfurt har lignet et godt bud, men sportsdirektør Bruno Hübner vil ikke betale den løn, danskeren får i Arsenal.

- I øjeblikket er Nicklas Bendtner ikke et tema for os, siger sportschefen ifølge Ekstra Bladet til den tyske avis Kicker med henvisning til den høje løn, som den skandaleomspundne landsholdsangriber får i Arsenal.

Frankfurt har tidligere bekræftet, at klubben er interesseret i at overtage Nicklas Bendtner. Men det skulle formentlig være til en løn på omkring en tredjedel af de op mod 20 millioner kroner, han modtager i det sidste år af sin Arsenal-kontrakt. Det ville kræve, at Arsenal stadig skal dække en del af lønudgifterne mod at få den uønskede angriber ud af klubben.

Efter sigende skulle Arsenal dog være parat til at betale en såkaldt 'signoff-fee' og faktisk betale for, at Bendtner forlader klubben, så London-holdet ikke længere skal betale de 20 mio. kr. om året.

Det er efterhånden ganske sikkert, at Nicklas Bendtner ikke skal spille i Arsenal i sæsonen 2013/2014. Den danske boksspiller lader efterhånden til at have affundet sig med, at kravene om Champions League-fodbold er for højt sat. Derfor har blandt andet flere oprykkerklubber fra Premier League været på tale som Bendtners nye arbejdsgiver.

Eintracht Frankfurt, der i den forgangne sæson som oprykker imponerede med en flot 6.-plads, skal spille Europa League i den kommende sæson.

Dagens Gossip

Dagens TV