Frankfurt takker nej til Bendtner

Det bliver ikke Eintracht Frankfurt, som Nicklas Bendtner skal repræsentere i næste sæson.

I de seneste dage har der ellers været forhandlinger, der skulle sende den danske landsholdsangriber til Tysklands bedste række - og en pose penge til londonklubben.

Men tyskerne har nu trukket følehornene til sig.

Det skriver klubben på sin hjemmeside, hvor manager Arsene Wenger også får rosende ord med på vejen.

- En stor tak til Arsenal-manager Arsene Wenger for den konstruktive dialog og det gode samarbejde. Fra alle tre parters side var det en stor villighed til stede, men til sidst passede tingene bare ikke sammen.

Bendtners nuværende klub Arsenal har gjort det klart, at der ikke er plads til danskeren, der uden succes var udlejet til Juventus i sidste sæson.

Den danske angriber har været mest i søgelyset på grund af sine præstationer uden for banen, hvor spirituskørsel og instagrambilleder med rapstjerner, har fyldt mere i spalterne end præstationerne på banen, hvor Bendtner ikke har scoret siden en venskabskamp mod Tyrkiet i november.

På klubholdet er seneste scoring dateret helt tilbage til april 2012, hvor han nettede for Sunderland.

Der er ingen forlydende om andre interesserede klubber, men Malaga har tidligere været nævnt som en mulig destination.

/Newspaq/

 

Dagens Gossip

Dagens TV