Frankfurt: Vi henter ikke Bendtner

Det var forventet, at Nicklas Bendtner fra den kommende sæson skulle forsøge at score mål for Frankfurt i den tyske Bundesliga, men sådan bliver det alligevel ikke.

- Efter at have overvejet alle argumenterne har det vist sig, at det ikke er realistisk at tilknytte Bendtner, siger klubbens formand Heribert Bruchhagen til tyske Kicker.

Frankfurt var ellers enige med Bendtners engelske arbejdsgiver Arsenal, men ifølge Kicker var Bendtners lønkrav for høje. Angriberen hæver 22,5 millioner kroner om året i Arsenal og krævede angiveligt det samme i Frankfurt.

Nu står Bendtner i stedet for i den situation, at han stadig er Arsenal-spiller, selvom ingen af parterne er interesserede i at fortsætte det samarbejde. Nicklas Bendtner har i den seneste sæson været udlejet til italienske Juventus, men hård konkurrence, manglende spilletid og en skade undervejs gjorde opholdet i klubben til alt andet end en succes. 

 

 

Dagens Gossip