Frankfurt vinder i Nürnberg og undgår nedrykning

Skrevet af admin

24/05/2016

Mest læste i dag

En 1-0-sejr ude over FC Nürnberg mandag aften var nok til at sikre Eintracht Frankfurt endnu en sæson i Bundesligaen.

Haris Seferovic blev matchvinder med kampens enlige mål midt i anden halvleg, så Frankfurt vandt playoffkampene med samlet 2-1.

Den tidligere Esbjerg- og Brøndby-målmand Lucas Hradecky holdt nullet i kampen, hvor Frankfurt var tvunget til at score efter 1-1 på hjemmebane i den første kamp.

Det lykkedes efter 66 minutter, da Haris Seferovic kom først frem til en aflevering tæt ved mål og scorede til 1-0.

FC Nürnberg havde den tidligere FC København-forsvarer Georg Margreitter med fra start, mens den tidligere Viborg-, OB- og FC København-spiller Rurik Gislason kom ind i det sidste kvarter, men det hjalp ikke hjemmeholdet.

FC Nürnberg sluttede som nummer tre i 2. Bundesliga, hvilket betød to playoffkampe mod Eintracht Frankfurt, der endte som tredjesidst i den bedste række.

Stuttgart og Hannover 96 er allerede rykket ud af Bundesligaen, mens Freiburg og RB Leipzig rykker op.

/ritzau/