Frankrig: Adgang til EU-marked ikke en selvfølge for briter

Skrevet af admin

27/06/2016

Mest læste i dag

Det er langt fra sikkert, at Storbritannien vil kunne få en aftale om adgang til det europæiske marked, efter at landet har stemt sig ud af EU. Det siger Frankrigs udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, til Reuters.

Udtalelsen falder, efter at Storbritannien torsdag stemte sig ud af EU, hvorpå den konservative premierminister, David Cameron, annoncerede, at han træder tilbage.

Samtidig er oppositionspartiet Labour i åben krig med sig selv, og det er uvist, hvem der skal lede Storbritannien i fremtiden.

- Storbritannien bliver nødt til at finde ud af, hvem der repræsenterer landet. Derfra kan vi så begynde at arbejde på en dagsorden og kalender for udtrædelsen, siger Jean-Marc Ayrault.

Det afgørende for økonomien og finansmarkederne er, om Storbritannien kan få adgang til de europæiske markeder.

Men immigration var et stort tema i den britiske valgkamp, og kampagnen for et farvel til EU argumenterede for, at man vil kunne forhandle en aftale som Schweiz hjem.

Schweiz er et af de få lande, der har adgang til det indre marked, hvorimod der ikke er krav om, at EU-borgere skal kunne arbejde i landet.

- Det er langt fra automatisk, at Storbritannien kan få en sådan aftale. Der er mange emner, der skal diskuteres. Og først og fremmest skal vi finde ud af, hvad det præcist er, Storbritannien vil have, siger Jean-Marc Ayrault.

Ifølge nyhedsbureauet TT har den konservative Boris Johnson, der er tidligere borgmester i London og en af frontfigurerne i "leave"-kampagnen, mandag udtalt, at han ingen problemer venter med at få adgang til EU's indre marked.

- Der vil være stadig være fri handel og adgang til det indre marked. Der vil ikke være større problemer, siger eksborgmesteren ifølge TT.

Det britiske pund falder mandag på grund af den store usikkerhed om landets fremtid til det laveste niveau over for dollar siden 1985.

Aktiemarkederne falder markant, i Danmark med omkring 2,5 procent og i Europa generelt med omkring to procent.

/ritzau/