Frankrig advarer mod ekstremisme og borgerkrig i Egypten

»I betragtning af at Egypten har været garant for fred i regionen, er det endnu mere bekymrende,« siger Laurent Fabius med henvisning til blodbadet onsdag i Cairo, hvor sikkerhedsstyrkernes rydning af to protestlejre med tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Morsi resulterede i mindst 623 dræbte, fortrinsvis i Cairo.

De 623 dræbte er myndighedernes officielle tal, og de angiver antallet af sårede til 3.500, mens Det Muslimske Broderskab hævder, at flere end 2.000 mistede livet.

Frygten for, at situationen i Egypten skal udvikle sig til en borgerkrig, lurer efter de blodige begivenheder, og helt aktuelt har Det Muslimske Broderskab fredag udnævnt dagen til »Vredens Dag« og opfordret alle dets tilhængere til at gå på gaden for at demonstrere efter fredagsbønnen.

Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, sætter ifølge Reuters ord på frygten for en borgerkrig og siger, at alt skal gøres for at undgå, at situationen udvikler sig så fatalt. Alle parter skal tilbage til forhandlingsbordet, lyder det fra Laurent Fabius:

»Spændingerne skal dæmpes. Myndighederne må tage skridt til det, men demonstranterne har også pligt til, at demonstrationerne foregår fredeligt,« siger den franske udenrigsminister.

Den tyske kansler, Angela Merkel, og hendes franske kollega, præsident Francois Hollande, skal senere fredag diskutere situationen i Egypten under et telefonmøde, skriver AFP. Også den franske præsident har advaret om faren for, at udviklingen i Egypten kan udvikle sig til borgerkrig.

Dagens Gossip