Frankrig afværger skuffelse med to mål i 90. minut

Skrevet af admin

16/06/2016

Dagens topnyheder

Frankrig regnes som den største favorit til at vinde EM-titlen, men heller ikke i den anden kamp foldede værtsnationens mange stjerner sig ud.

Efter en skuffende indsats vandt Frankrig dog 2-0 over Albanien, der er regnet som et af turneringens svageste indslag.

Ligesom i åbningskampen måtte Frankrig vente til de døende minutter, inden afgørelsen indtraf.

I det 90. minut steg den indskiftede Antoine Griezmann til vejrs og afværgede fransk skuffelse.

Dybt inde i overtiden cementerede Dimitri Payet sejren, da han efter et kontraangreb lagde bolden køligt ind til 2-0.

Bittert for albanerne, der solgte sig meget dyrt og på heroisk fight, godt forsvarsspil og endda til tider optimistisk angrebsspil var tæt på at sit første EM-point i gruppe A.

Frankrig har nu seks point og er videre til ottendedelsfinalerne som den første nation. Men det prangende og polerede spil lader altså vente på sig.

Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, vakte opsigt allerede en time før kampen, da han annoncerede en startopstilling uden superstjernerne Antoine Griezmann fra Atlético Madrid og Juventus-spilleren Paul Pogba.

Begge præsterede under niveau i åbningskampen, og i stedet fik Kingsley Coman fra Bayern München og Anthony Martial fra Manchester United.

De fik dog ikke gjort megen væsen af sig i første halvleg, hvor Albanien med en solid organisation var dygtige til at afvise hjemmeholdet.

Martial fik ofte bolden, men meget sjældent stillede han noget fornuftigt op med den.

De franske muligheder var få, og som oftest var det Olivier Girouds pandebrask, der præsterede halvhjertede afslutninger.

Ikke en eneste afslutning havnede inden for rammen i første halvleg, og publikum i Marseille kunne med rette være skuffede. De leverede en pibekoncert ved pausefløjtet.

Der kom mere fut i kampen fra starten af anden halvleg med indskiftningen af Pogba. Allerede i første minut var Kingsley Coman tæt på med et hovedstød. Coman viste helt andre takter end før pausen.

Fem minutter efter ramte Albanien så stolpen. Et perfekt indlæg blev i samarbejde mellem Ledian Memushaj og en fransk forsvarer kampens hidtil mest nærgående forsøg.

Albanerne kæmpede forbilledligt, men kræfterne blev mindre, og Frankrig lagde et tungere og tungere pres.

En halv time før tid havde Giroud to gode hovedstødschancer inden for kort tid, hvoraf det ene havnede på stolpen. I jagten på sejrsmålet fik han på samme tid selskab i angrebet af Griezmann.

Sidstnævnte blev frelser, da han med hovedet dirigerede et indlæg i nettet, og kort efter scorede Dimitri Payet sit andet mål i turneringen.

/ritzau/