Frankrig beskyldes nu også for massiv overvågning

Frankrig har ellers været blandt de skarpeste kritikere af USA, der er under anklage for at have spioneret mod europæiske allierede og for at have overvåget både EU-institutioner, ambassader og privatpersoner.

Den franske avis bringer fredag en artikel, hvoraf det fremgår, at den franske efterretningstjeneste DGSE indsamler informationer fra alle computere og telefoner i landet og lagrer datakommunikation på en supercomputer på DGSEs hovedkontor.

Efterretningstjenesten »indsamler systematisk elektromagnetiske signaler udsendt fra computere i Frankrig, såvel som data udvekslet mellem Frankrig og udlandet: Der bliver spioneret mod al vores kommunikation,« fremgår det ifølge nyhedsbureauet AFP af Le Mondes artikel fredag.

Data indsamlet fra telefonsamtaler, emails, SMS, Facebook og Twitter er efterfølgende lagret »i årevis« på en computer, hvor andre efterretningstjenester har adgang til informationerne, skriver AFP.

Den socialistiske politiker Jean-Jacques Urvoas, der er medforfatter til en rapport om de juridiske rammer for Frankrigs efterretningstjeneste, siger, at artiklen »næppe svarer til den virkelighed,« han kender.

Ifølge Jean-Jacques Urvoas er indsamlingen af franske statsborgeres kommunikation underlagt kontrol fra den Nationale Kommission for Sikkerhedsovervågningskontrol (CNCIS) og indsamlede data bliver ifølge ham destrueret efter brug, hvorfor »franske statsborgere således ikke er udsat for massiv og permanent spionage uden for lovens rammer,« siger han.

Frankrig har udtalt skarp kritik efter afsløringer af, at den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency (NSA) har indsamlet store mængder data om amerikanske og udenlandske statsborgere. Afsløringerne bygger på et meget omtalt læk af dokumenter fra den eftersøgte whistleblower Edward Snowden, tidligere medarbejder ved efterretningstjenesterne NSA og CIA. Han har blandt andet lækket oplysninger om amerikansk overvågning af europæiske ambassader. Det har udløst skarpe reaktioner fra den franske præsident, Francois Hollande, der har truet med at blokere forhandlingerne mellem EU og USA om en transnational handelsaftale.

Den franske regering har ikke besvaret AFPs henvendelser om overvågningsanklagerne mod de franske myndigheder.

Dagens Gossip

Dagens TV