Frankrig byder virksomheder op til kamp mod terror

Skrevet af admin

23/01/2015

Dagens topnyheder

Virksomheder og selskaber i det internationale forretningsliv bør gøre deres i kampen mod terrorisme. Blandt andet ved at hjælpe med at afskære terroristernes vej til finansiering af deres aktioner.

Det er budskabet fra den franske præsident, François Hollande, under en tale ved det verdensøkonomiske forum i den schweiziske by Davos, hvor 2500 milliardærer, politikere, erhvervsledere og fremtrædende personligheder fra en lang række lande deltager.

- Jeg opfordrer det finansielle system til at sikre, at terroristernes finansieringskilder tørres ud, siger François Hollande.

Han opfordrer samtidig til, at store digitale selskaber gør deres for at identificere ulovligt indhold, gøre dem utilgængelige og skabe klare regler.

- Jeg er en stærk fortaler for, at økonomien bliver nøglen til at skabe sikkerhed, siger Hollande.

- Du kan ikke have velfærd uden sikkerhed, siger han.

Lørdag er den sidste dag under den prominente konference i Davos, der startede 21. januar.

På konferencen drøftes det, hvordan det internationale samfund udvikler sig, ligesom der bliver drøftet mulige økonomiske og politiske kursændringer i forhold til verdens brændpunkter og de store internationale udfordringer som blandt andet udslip af drivhusgasser.

/ritzau/AFP