Frankrig: Det syriske styre bruger kemiske våben

Udmeldingen om brugen af den særdeles farlige nervegas bygger på en række prøver, der er blevet analyseret på et laboratorium i Paris. Ifølge den franske udenrigsminister stammer prøverne fra en række uspecificerede lokaliteter i Syrien.

Allerede i maj italesatte Laurent Fabius en »stigende mistanke« om, at der er blevet brugt kemiske våben i Syrien. En udmelding, der kom kort efter, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, afviste, at hans styre har brugt sit arsenal af kemiske våben mod civile.

Det afviser den franske udenrigsminister.

»Der er ingen tvivl om, at det er regimet og dets medsammensvorne,« siger Laurent Fabius ifølge BBC i et interview med den franske tv-station France 2.

Han oplyser, at testresultaterne fra laboratoriet i Paris nu er afleveret til FN, og at fundene af nervegas åbner for »alle muligheder,« herunder også militær intervention.

Ifølge FN er der »god grund« til at tro, at både oprørerne og det syriske regime har brugt kemiske våben i fire specifikke tilfælde i marts og april måned i år. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Fra den amerikanske regering lyder udmeldingen ifølge AFP, at der er behov for flere beviser.

USAs præsident, Barack Obama, har imidlertid tidligere advaret det syriske styre om, at det vil have »enorme konsekvenser,« og at styret i Damaskus krydser en »rød linje,« der vil medføre intervention fra USA, hvis der bliver anvendt kemiske våben i konflikten.

Sarin er en nervegas, der, når anvendt i større mængder, kan føre til lammelse og død. Nervegassen er klassificeret som masseødelæggelsesvåben, og den er blandt andet blev brugt i krigen mellem Iran og Irak i 1980erne.

Dagens Gossip