Frankrig er i gang med at bjærge ofre for flystyrt

Skrevet af admin

25/03/2015

Dagens topnyheder

Redningsmandskab indledte onsdag eftermiddag arbejdet med at bjærge de omkomne efter tirsdagens flystyrt i de franske alper, hvor 150 mennesker omkom.

Arbejdet foregår fra luften og blev indstillet igen ved mørkets frembrud, siger en kilde til det franske nyhedsbureau AFP.

En talsmand for politiet i byen Digne bekræfter over for det tyske nyhedsbureau dpa, at de første rester af de omkomne er hentet ned fra ulykkesstedet.

Flyet styrtede ned i et bjergområde, der er svært tilgængeligt. Redningsmandskab skal op ad en bjergvæg, der nogle steder stiger stejlt, og kan kun komme derop til fods og med helikopter.

Vragrester og lig er spredt over et større område i omkring to kilometers højde.

Alle 150 mennesker om bord blev dræbt, da flyet af typen Airbus A320 fra det tyske lavprisselskab Germanwings tirsdag styrtede ned i de franske alper på vej fra Barcelona til Düsseldorf.

Der er flest tyskere blandt de omkomne, nemlig 72, heriblandt også 16 teenagere og deres to lærere, der havde været på udvekslingstur i Barcelona.

49 af de omkomne er spaniere, og ifølge Udenrigsministeriet er der også en dansker imellem ofrene.

/ritzau/AFP