Frankrig er klar til at ændre resolution om Syrien

Medlemmerne af FNs Sikkerhedsråd - der tæller de permanente medlemslande USA, Rusland, Frankrig, Storbritannien og Kina - skulle på mødet forsøge at enes om et udkast til en resolution, der skal sikre international kontrol med Syriens kemiske våbenlagre.

Efterfølgende har Frankrigs udenrigsministerium meldt ud, at Frankrig er klar til at ændre udkastet til resolutionen fra Sikkerhedsrådet, der inden mødet blev afvist som »uacceptabelt« af Rusland.

Talsperson Philippe Lalliot fra det franske udenrigsministerium oplyste tirsdag til AFP, at udkastet kan ændres, »så længe de vigtigste principper og målsætninger bliver bevaret«.

Under hastemødet skulle Storbritannien, Frankrig og USA efter planen have fremsat forslaget til en juridisk bindende resolution. Ifølge nyhedsbureauet AFP blev Syriens styre i udkastet opfordret til at overlade dets kemiske våben til FN. Skete dette ikke, kunne Syrien forvente et angreb.

Udkastet skulle desuden angive en tidsramme for, hvornår Syriens præsident, Bashar al-Assad, senest skulle overlade de kemiske våben til FN.

Den russiske regering er ifølge diplomater fra Sikkerhedsrådet uenig i denne fremgang og ønsker angiveligt ikke en juridisk bindende aftale, der lader en dør stå åben til et eventuelt militærangreb.

I et forsøg på at finde fælles fodslag om Syrien skal USAs udenrigsminister, John Kerry, og Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, torsdag mødes i Geneve i Schweiz, oplyste diplomater tirsdag aften.

»Processerne i FNs Sikkerhedsråd må vente på, at den bilaterale proces mellem Rusland og USA er spillet ud,« sagde en diplomat fra rådet til nyhedsbureauet Reuters.

Den syriske regering indvilligede tirsdag i et russisk forslag om at afsløre placeringen af styrets kemiske våben, indstille produktionen af dem og fremvise dem for blandt andet FN, Rusland og andre lande.

I de kommende dage ventes et hold efterforskere fra FN at fremlægge en rapport for FNs Sikkerhedsråd om et formodet giftgasangreb på en række forstæder til Damaskus 21. august i år. Ifølge Det Hvide Hus mistede flere end 1.400 mennesker livet under angrebet, men det afviser styret. Det hævder, at det er oprørsgrupper, der står bag angrebet med de kemiske våben.

Rapporten fra FNs efterforskere ventes udelukkende at bekræfte, om der er brugt kemiske våben eller ej, ikke hvem der har brugt dem.

Dagens Gossip