Frankrig: Far tilstår drab på sine børn

En 48-årig britisk mand er arresteret i Frankrig i forbindelse med drabene på sine to små børn - en fem-årig datter og den 10-årig søn.

Det skriver flere franske medier.

Det franske nyhedsbureau, AFP, skriver, at faren skar halsen over på sine to børn med en kniv.

Anklagere i Frankrig siger, at manden har tilstået. De vil dog ikke gå i detaljer om motivet.

AFP skriver desuden, at ligene af de to børn, blev opdaget lørdag eftermiddag i mandens lejlighed i Saint-Priest, en forstad til Lyon.

En kilde fra det franske retsvæsnet siger, at manden før har haft problemet med at få samkvemsret over sine to børn, siden han blev skilt fra børnenes mor for nogle år siden.

- I 2010 var der en voldsepisode mod mandens kone, der førte til restriktioner for hans samkvemsret med børnene, siger kilden.

Den 48-årige far havde samkvemsret, men kun i overværelse af en anden person.

Flere medier skriver, at børnenes mor havde efterladt de to børn hos deres far øjensynlig for første gang. Og dermed var han altså alene med børnene, da tragedien skete.

Politiet afhører derfor også moren for at finde ud af, "inden for hvilke juridiske rammer børnene besøgte deres far".

Manden forblev i forvaring sent søndag og bliver præsenteret for en anklager mandag, hvor man forventer, at han vil blive sigtet.

Manden, hvis navn ikke er kommet frem, forsøgte at flygte efter hændelsen, men blev anholdt senere på aftenen i centrum af Lyon.

En talsmand fra det britiske udenrigsministerium siger, at Storbritannien står klar til at hjælpe de franske myndigheder i efterforskningen.

- Vi er i kontakt med de franske myndigheder og afventer resultatet af deres undersøgelse. Vi står klar til at yde bistand, siger talsmanden.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV