Frankrig: FN-rapport placerer ansvar på syrisk regime

Inspektørerne har ikke mandat til at fastslå, hvem der står bag angrebet med de frygtede våben, men den franske regering er ikke i tvivl.

Udenrigsminister Laurent Fabius siger ifølge AFP, at rapporten ikke efterlader »nogen tvivl« om, at regimet er ansvarligt.

»Rapportens indhold er fordømmende og bekræfter massiv brug af saringas. Samlet efterlader det ingen tvivl om oprindelsen til angrebet,« fastslår han over for RTL radio.

Den franske udenrigsminister tilføjer, at rapporten bestyrker de parter, der hævder, at det var Bashar al-Assads styrker, som stod bag brugen af de kemiske våben.

I rapporten skriver FN-inspektørerne blandt andet, at »der i relativt stor skala er blevet anvendt kemiske våben mod civile, heriblandt børn, under den igangværende konflikt mellem parterne i den syriske republik.«

Frankrig har ligesom USA længe hævdet, at de syriske regeringsstyrker var ansvarlige for giftgasangrebet 21. august, som ifølge de to landes efterretninger dræbte omkring 1.400 personer.

Søndag gjorde den franske præsident, Francois Hollande, det klart, at det var nødvendigt at fastholde en trussel om et militært angreb mod Syrien.

Men mandag siger Laurent Fabius til RTL radio, at han er sikker på, at Frankrig kan enes med Rusland, der er nær allieret med Syrien, om en FN-resolution rettet mod Syriens kemiske våben.

I weekenden blev USA og Rusland enige om, at Syriens kemiske våben skal være tilintetgjort senest i midten af 2014. Aftalen indebærer, at det syriske regime får en uge til at afgive detaljerede oplysninger om landets våbenarsenal, og samtidig skal et særligt inspektørkors fra FN have adgang til de områder, hvor regimet opbevarer masseødelæggelsesvåbnene.

Hvis det lykkes, er der potentiale til at udrydde den trussel, som Syriens kemiske våbenarsenal udgør, fastslår Barack Obama ifølge Reuters.

»I weekenden tog vi et vigtigt skridt imod at underlægge Syriens kemiske våben international kontrol, så de kan blive destrueret. Hvis dette gennemføres ordentligt, kan aftalen gøre en ende på de trusler, som disse våben udgør - ikke alene mod det syriske folk, men også mod verden,« fastslår den amerikanske præsident.

Dagens Gossip